VM TRÆNING PÅ PLUG N PLAY

14. september 2009

Den deltidsprofessionelle rulleskøjteløber, Christian Hartz, træner flere gange om ugen på PLUG N PLAYs speedskatingbane i Ørestad Syd. Og Christian Hartz er meget glad for, at Danmark endelig har fået en speedskatingbane, som lever op til de internationale standarder.

 
Der er både liv og aktivitet på det nye idrætsanlæg i Ørestad Syd, PLUG N PLAY. Men området benyttes ikke kun af folk, der spiller fodbold og basket for hyggens skyld. Det seneste stykke tid har Christian Hartz, som er deltidsprofessionel rulleskøjteløber, brugt speedskatingbanen til at træne til VM i Kina.

Da By & Havn møder 23-årige Christian Hartz en fredag morgen, skinner solen over Ørestad, og Christian kører et par runder i højt tempo på den nyanlagte speedskatingbane. Og netop denne bane er Christian Hartz særdeles glad for, da der tidligere ikke har været ordentlige udendørsbaner i Danmark. Banen i PLUG N PLAY har derfor haft stor betydning for Christians træning frem mod VM i rulleskøjteløb i Kina, som finder sted fra d. 18 til d. 29. september.

”Min hverdag og min træning er blevet meget nemmere. Tidligere har vi haft problemer med at tilpasse vores løb til banerne ved mesterskaberne, da vi simpelthen ikke har kunnet træne på en lignende bane herhjemme. Det er gået hårdt ud over kræfterne, at man først skal bruge tid på at vænne sig til en ny type bane. Men takket være den nye bane her på PLUG N PLAY, kan jeg spare en masse kræfter, da det er samme slags bane, vi kører på ved VM”, fortæller Christian.

Livligt træningsmiljø
Christian Hartz kører både landevejsløb og baneløb, og han kører for det tyske hold Stadler Luigino Racing Team. Hans træning foregår både i Næstved, hvor der trænes på vejene, og tre til fire gange om ugen bruger han banen på PLUG N PLAY. Udover banen er Christian også meget begejstret for atmosfæren på PLUG N PLAY.

”Det er rigtig dejligt at træne herude. Der er så meget liv, og selv om jeg kommer kl. 9 om morgenen, er der næsten altid nogle, der spiller fodbold eller basket. Det betyder også, at folk lægger mærke til, at jeg træner her, og på den måde kan vi måske skabe mere opmærksomhed omkring rulleskøjtesporten, som stadig er meget lille herhjemme i forhold til andre lande”, siger Christian.

VM i Kina
Rulleskøjtesporten er betydelig større i udlandet, og i lande som Colombia og Korea er sporten meget populær. Rulleskøjteløb er eksempelvis nationalsport i Colombia, og det betyder også, at der afsættes flere penge til sporten i udlandet. Christians ambitionsniveau er derfor at komme i top 15 ved VM i Kina, for han ved, at konkurrencen er hård.

Som 16-årig startede han med at løbe på rulleskøjter i Næstved, hvor han også kommer fra. I dag er han 23, og har stået i otte år. På den tid har han opnået flere gode placeringer, blandt andet er han blevet nummer 5 ved EM i 2007 og nummer 12 ved VM i Korea i 2006. I alt har Christian Hartz vundet over 50 danske mesterskaber siden 2002, og det gør ham til den bedst placerede dansker lige nu. Christian håber, at træningen på speedskatingbanen i Ørestad Syd giver bonus ved VM i Kina.

”Jeg håber og tror, at træningen vil komme mig til gode. Jeg har altid været stærkest på landevejen, fordi der har manglet en bane herhjemme. Men når vi kommer til VM nu, kan jeg fortsætte min træning dernede og bygge ovenpå, i stedet for at skulle tilvendes helt nye baneforhold, så det gør virkelig en forskel”, afslutter Christian, inden han genoptager dagens træning på speedskatingbanen.

PLUG N PLAYs hjemmeside

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206