MÅSKE VERDENS BEDSTE MASTERPLAN

16. september 2009

København er helt fremme, når det gælder ambitiøs byudvikling og arkitektur i verdensklasse. Senest er byudviklingsplanen for Nordhavnen i København blevet nomineret i kategorien Bedste Masterplan ved WORLD ARCHITECTURE FESTIVAL (WAF) i Barcelona. Prisen uddeles i november.

 

Det ambitiøse udviklingsprojekt for Nordhavnen, som er under udvikling i samarbejde mellem By & Havn og Københavns Kommune, er Nordeuropas største byudviklingsprojekt i disse år. Arealet af Nordhavnen er i dag to millioner kvadratmeter stort. Efter opfyldning bliver området en halv gang større - det svarer til omkring 470 fodboldbaner. Byudviklingsplanen er udarbejdet af COBE, Sleth og Rambøll.

”Nordhavnen vil sætte København på verdenskortet som rollemodel for hvordan man etablerer en bæredygtig by. Vi er naturligvis meget stolte over nomineringen, det er en anerkendelse af det store arbejde vi har lavet. Nu glæder jeg mig til, at vi kan føre planerne for Nordhavnen ud i livet, så nye tusinder af københavnere kan komme til at bo ved vandet i en af de bedst tænkte moderne bydele i verden”, siger overborgmester Ritt Bjerregaard.

Efter planen skal området være fuldt udbygget i løbet af 40-50 år og kan indeholde ca. 3,5 mio. m2 byggeri.

”I Nordhavn skal vi skabe de bedste rammer for social og økonomisk bæredygtighed. Vi skal skabe en blandet bydel med boliger i alle prisklasser og varierede bygningsformer. God kollektiv transport og cykeltrafik skal prioriteres højt. Derfor skal vi bygge tæt og sikre grundlaget for kollektive knudepunkter. Men samtidig skal der skabes levende byrum og grønne oaser mellem husene”, siger Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam.

Sidste år løb København også med én af de fornemme priser i Barcelona – nemlig prisen for Verdens Bedste Boligbyggeri for VM Bjerget i Ørestad.

”By & Havn skal forestå udviklingen af Nordhavnen på et forretningsmæssigt grundlag. Med byudviklingsplanen er de overordnede strukturerende elementer og en stribe principper og retningslinjer lagt fast for fremtidens Nordhavn. Når man bygger ny by, så er kunsten at skabe rammerne for det uplanlagte. Det vil sige, at skabe rammer for liv – uden at rammerne bliver så faste, at vi ikke kan tilpasse os nye behov og muligheder”, siger adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen.

Fremtidens bydel – med grøn samvittighed
Nordhavnen skal sætte nye standarder for miljømæssig bæredygtig udvikling. Lokalt skal der skabes en bæredygtig bydel, der på alle måder er i harmoni med sine omgivelser. Globalt skal Nordhavnen sætte København på landkortet som international rollemodel for byudvikling i det 21. århundrede.

Fem-minutters-byen – en bæredygtig ramme om livet
Nordhavnen skal udvikles til en tæt by, en mangfoldig by og en by på vandet – ud til det åbne Øresund.
Det bliver en bydel der skaber nærhed til alt: Grønne og rekreative arealer, offentlig transport, havnepromenader, indkøbsmuligheder – alt inden for fem minutters gangafstand.
Samtidigt bliver det en funktionel og socialt mangfoldig blandet by, hvor ejerboliger, lejerboliger og alment boligbyggeri blandes med erhverv, butikker, kultur og institutioner.

Fra havnekultur til holmekultur
Et af hovedgrebene i planen er opdelingen af havnen i mindre holme, som med tiden vil udvikle sig til identitetsrige og selvstændige bykvarterer. Ideen er, at kulturarven fra havnen og dens rigdom af identitet med tiden skal udvikle sig til at blive en del af den nye bydel.

Det Grønne Loop, der binder byen sammen
Det Grønne Loop vil blive bydelens hovedforbindelse og gennemgående grønne pulsåre for kollektiv trafik og cyklister. En gennemgående og meget vigtig brik i udviklingen af Nordhavnen bliver den grønne forbindelse, som vil forbinde holmene/kvartererne i en løkke.

Om WORLD ARCHITECTURE FESTIVAL (WAF) i Barcelona
WAF samler arkitekter og designere fra hele verden. Festivalen er verdens største konkurrence inden for arkitekturpriser – i år med 25 kategorier. En fjerdedel af de nominerede projekter i denne kategori er danske. Planen for Nordhavnen er klart det største projekt. Mere end 600 tilmeldinger fra 80 lande var med i opløbet om at blive nomineret til WAF, hvor i alt syv danske tegnestuer er blevet nomineret.

Dommerkomiteerne er internationale og medlemmerne er både udøvende arkitekter og arkitekturkritikere. Bl.a Will Alsop, Peter Cook, Sou Fujimoto og Ken Yeang, samt de danske Kim Herforth, Bjarke Ingels og Morten Holm.

Festivalen består desuden af udstillinger, seminarer og events, der tilsammen giver et eminent overblik over, hvad der rører sig inden for byudvikling, arkitektur og design i hele verden.

Læs mere om Nordhavnen på www.nordhavnen.dk og www.kk.dk/nordhavn

Pressekontakt:

Københavns Kommune
Planchef Økonomiforvaltningen Anne Skovbro: 2612  1244
Mail: ask@okf.kk.dk

Direktør Teknik- og Miljøforvaltningen Ulrik Winge: 2720 1314
Mail: ulrwin@tmf.kk.dk

By & Havn
Pressechef Pernille Garde Abildgaard: 2916 0586
Mail: pga@byoghavn.dk

COBE arkitekter, Dan Stubbergaard
Tlf: 2871 9474
Mail: dan@cobe.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206