LØRDAG: BUESKYDNING PÅ VANDET

24. september 2009

I weekenden afholdes årets World Cup-finale i bueskydning. Nyhavn danner rammerne om begivenheden, der for første gang nogensinde afholdes på vand. Dermed vil der være både liv og aktivitet langs kanalerne i Nyhavn.


World Cup-finalen i bueskydning løber af stablen på lørdag d. 26. september, og for første gang er København vært for arrangementet. Nyhavn danner ramme om arrangementet, og her er der anlagt pramme på vandet i kanalerne specielt til lejligheden. Dermed er der god mulighed for at overvære bueskytterne både fra de mange caféer og restauranter i Nyhavn og fra publikumstribunen, som man kan købe billetter til.

Det er første gang, By & Havn har givet tilladelse til at bruge Nyhavns kanaler til en sportsbegivenhed, men arrangementet understreger Københavns potentiale.

”At vi kan udnytte det centrale byrum – såvel på land som på vand – til nye og anderledes formål er meget positivt. Hos By & Havn arbejder vi for at skabe liv og aktivitet i vores områder, og idrætsarrangementer er en oplagt måde at samle mennesker på. Vi er glade for at kunne stille kanalen til rådighed, og forhåbentlig vil World Cup-finalen på vandet tiltrække en masse glade mennesker til Nyhavn”, siger konstitueret bylivschef i By & Havn, Simon Brückner.

Kreativ udnyttelse af byrummet
Finalen har tidligere været afholdt ved Maypan Pyramiderne i Mexico og i den Olympiske By i Luasanne, men denne gang afholdes begivenheden altså i midten af en storby. Takket være Københavns gode beliggenhed ved vandet krydret med kreativ udnyttelse af byrummet har det været muligt at rykke arrangementet ind i den centrale by, men også ud på vandet. Hermed profileres Københavns potentiale og unikke placering for omverdenen.

Til finalen d. 26. september vil 16 af verdens bedste bueskytter fra 12 forskellige nationer indfinde sig på prammene i vandet og kæmpe om førstepladsen. Også Danmark er repræsenteret ved World Cup-finalen, hvor Camilla Søemod og Martin Damsbo begge har kvalificeret sig.

Udover de forhåbentlig mange tilskuere, der vil være til finalen, får Nyhavn også kongeligt besøg. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik vil også være til stede og overvære finalen som led i sin kandidatur til IOC. Bueskydning er ligeledes en olympisk disciplin, og med afholdelsen af World Cup-finalen og IOC topmødet i oktober vil København være præget af sportslige begivenheder det næste stykke tid. Kronprinsens store interesse for idræt blev i øvrigt også understreget, da han i august deltog i åbningen af idrætsanlægget Plug N Play i Ørestad Syd.

Bueskydningsarrangementet starter kl. 10:00, men allerede fra kl. 9:00 vil der være opvarmning. Arrangementet slutter omkring kl. 16:20. Billetter til tribunen sælges gennem Billetnet til 70 kr. stk. Læs mere om World Cup-finalen på http://www.archerycopenhagen.com/tickets.html.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206