KONSTANT BEHOV FOR NYE BOLIGER I KØBENHAVN

17. december 2009

Der står mere end 18.000 tomme lejligheder i København. Samtidig arbejdes der med planer for yderligere boliger bl.a. i Nordhavnen. Har vi som byudviklere mistet jordforbindelsen og kontakten til markedet? Nej, der er tværtimod tale om rettidig omhu.


København vokser. I 1992 var der næsten 465.000 indbyggere i kommunen. I dag er der næsten 527.000. Der er flere, som flytter til byen, end der er borgere, som flytter fra byen.

Analytikerne bag DREAM (Danish Rational Economic Agents Model), Danmarks Statistik og Københavns Kommune har forskellige bud på, hvor stor befolkningen i København bliver i fremtiden (se figur 1). DREAM forventer de største stigninger i befolkningstallet, Danmarks Statistik de mindste, og kommunens skøn ligger imellem. Alle tre parter er dog enige om, at antallet af københavnere vokser. Det betyder også, at behovet for nye boliger stiger, såfremt andre faktorer af betydning for boligefterspørgslen ikke ændrer sig markant. Det gælder forhold som folks indkomst efter skat, renteudviklingen og udviklingen i familiemønstrene.

Figur 1: Befolkningsfremskrivning for Københavns Kommune

Kilde: www.dreammodel.dk , Danmarks Statistik og Københavns Kommunes Statistiske Kontor.
Note: Kommunens egen fremskrivning går kun til 2023.

Hvis man tager udgangspunkt i kommunens forventninger til udviklingen i befolkningstallet, så vil der i 2024 være 578.140 indbyggere i København svarende til at befolkningstallet er steget med 56.743 indbyggere i forhold til i dag. Hvis stigningen i antallet af nye københavnere skal dækkes af nye boliger, vil der være et behov for mellem 2.000 og 3.000 nye boliger hvert år i de kommende godt ti år.

Figur 2: Årligt boligbehov i Københavns Kommune

Kilde: Egne beregninger på baggrund af tal fra Københavns Kommunes Statistiske Kontor.

Siden begyndelsen af 1980’erne er der i gennemsnit opført ca. 1.300 boliger om året i København (se figur 3).

Figur 3: Fuldførte boliger i Københavns Kommune 1981-2008

Kilde: Danmarks Statistik

De seneste år har der – som i resten af hovedstandsområdet - været en stor byggeaktivitet i København. Antallet af opførte boliger har i 2005-2007 ligget markant over gennemsnittet med op til 4.000 fuldførte boli-ger alene i 2007. Markedet er mættet, og en del af lejlighederne står derfor tomme. En del af de tomme lej-ligheder er dog udtryk for en form for ”tomgangsledighed”. I 2005, hvor boligmarkedet toppede, var der således mere end 12.000 tomme boliger i København.

Selvom der i øjeblikket er en form for overkapacitet på 6.000 boliger, så vil der også i fremtiden være behov for nye boliger. Fremtidens københavnske boligbehov kan nemlig ikke dækkes ved hjælp af de lejligheder, som i dag står tomme. Hvis der blev indført øjeblikkeligt og totalt byggestop, ville der i løbet af få år mangle boliger i København. Derfor giver det god mening fortsat at bygge nyt.

Efterspørgslen efter boliger foregår i spring. Højkonjunktur afløses af lavkonjunktur. København anno 2006 er et ganske andet end København anno 1994. Men det kan ikke nytte, at byplanlægningen foregår i samme spring som efterspørgslen. Fra en byggegrund sælges, og til at der står et hus opført, som er klar til indflyt-ning, går der ofte næsten fem år. Der skal laves en lokalplan for området, som skal i høring; grunden skal byggemodnes, bygningen skal projekteres og efterfølgende bygges. Det tager alt sammen tid. Men marke-det kan ændre sig med stor hast, som vi fx oplevede fra 2004 til 2006. Hurtige skift i efterspørgslen kan ikke imødekommes, hvis planlægningen først starter, når køberne begynder at vise deres interesse.

Selv om der står tomme lejligheder i dag, og selvom ejendomsmæglerne kan melde om lange liggetider, så er der ikke på længere sigt fare for, at vi kommer til at stå med tomme boliger i København. Derfor udviser vi som byudviklere rettidig omhu ved at fortsætte udviklingen af nye spændende byområder i København.

Artiklen blev bragt i Dagbladet Politiken den 17. december 2009.

Forfatterne er: Lars Mortensen, direktør i Udviklingsselskabet By & Havn I/S med særligt ansvar for IT, HR, Kommunikation og Marketing og Kaare Dybvad Simonsen, studentermedhjælp i Udviklingsselskabet By & Havn I/S

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206