KOM TIL UBÅDSBALLET I KØBENHAVNS HAVN

6. august 2009

”Ubådsballet”. Sjældent indeholder ét ord så stor indre selvmodsigelse. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad du kan opleve lands med Københavns havn, fredag den 7. og lørdag den 8. august i området fra Sydhavnen til Amaliehaven.

 

 


Der er udsigt til en KØBENHAVNERBEGIVENHED i særklasse, når ubådene Kraka og Nautilus fungerer som platform for dansere og performere, der trippende, vuggende og svigende vil danse sig ned igennem havneløbet i Københavns havn på lysende plateauer badet i ild og lys.

Det 500 meter lange optog af flydende platforme - både og ubåde - vil fra kl. 22.00 bevæge sig mod nord fra Sydhavn under Bryggebroen til Islands Brygge, Langebro, Den Sorte Diamant, Knippelsbro og forbi Skuespilhuset. Ved Amaliehaven vender kortegen og sejler mod syd for anden akt.  Optoget forventes retur kl. 24.00.

Du kan således opleve to ubåde, tre slæbebåde, syv motorbåde, fire store flåder, spektakulær flydende lyskunst og eksploderende ildkunst plus 50 internationale dansere, kunstnere og musikere til søs gennem Københavns Havn. Et usædvanligt symfoniorkester svæver i slowmotion gennem havnenatten og vilde dansere spejler i det mørke vand.

Eventen finder sted i samarbejde med By & Havn, støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg, Statens Kunstfond og Københavns Musikudvalg. Produceret af Copenhagen Dream House for Live Art Installations og METROPOLIS Festival.

”Vi er meget glade for samarbejdet med By & Havn. Ubådsballetten er med til at gøre opmærksom på Københavns unikke potentiale som havneby med liv på vandet”, siger Pipaluk Supernova fra LIVE ART INSTALLATIONS (tidl. Halfmachine, red.), der iscenesætter ubådsballetten.

”Jeg glæder mig meget til at se, hvordan LIVE ART INSTALLATIONS vil folde sig ud på fredag og lørdag. Deres events har tradition for at bryde rammerne for, hvad der er fysisk muligt og dermed skabes der unik kunst, der giver liv, oplevelser og glæde i byen”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Der vil være opstillet udsigtspunkter langs havneløbet i inderhavnen. Caféerne langs optoget holder midnatsåbent med udendørs servering. Publikum kan også finde deres eget yndlingssted langs kajerne eller følge optoget til fods og på cykel. Arrangørerne beder om at publikum IKKE ankommer i biler eller både. Hop i stedet på cyklen eller tag f.eks. Metroen til Islands Brygge eller Christianshavn Metrostation.

UBÅDSBALLET er iscenesat af koreograf Pipaluk Supernova i samarbejde med installationskunstner Thomas Jørgensen og ubådsbygger Peter Madsen. Originale kompositioner af Andreas Bennetzen, lyskunst Christian Liljedahl, bådkoordination Lars Hansen, kostumer Malou Lindholm, 50 internationale kunstnere, dansere, musikere og sømænd.

For at fremme og inspirere kulturlivet i Københavns Havn støtter By & Havn også LIVE ART INSTALLATIONS med kajplads ved Teglholmen i Københavns Sydhavn. Ligesom By & Havn har et flerårligt samarbejde med Københavns Internationale Teater, der står bag METROPOLIS festivalen, om at sætte kulturelt fokus på Københavns nye byrum.

For yderligere informationer:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, By & Havn, M: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk

Koreograf/iscenesætter Pipaluk Supernova, T: 4082 3033 pipaluk@pipaluk.net
PR Ubådsballet Jesper Ipsen, T: 3028 4215 ubaadsballet@gmail.com
PR Metropolis Karen Toftegaard, T: 2298 6743 kt@kit.dk

www.liveartinstallations.org
www.cph-metropolis.dk/dk/metropolis2009/1/ubaadsballet
www.byoghavn.dk/byliv

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206