GLOWING CLIMATE LYSER OP I ØRESTAD

9. november 2009

Fra den 13. november til 18. december kan du opleve Ørestad i skæret fra den lysende kunstfestival, Glowing Climate. Festivalen byder både på kunst, klimadebat, klimaløb og fest i Under Vand. Glowing Climate er for alle, der savner lys i november.


Når København og ikke mindst Ørestad i december måned skal være vært for det internationale klimatopmøde, giver Glowing Climate festivalen samtidig et bud på, hvordan man kan debattere og fortolke klimaet på en ny måde.

”Lyskunsten vil uden tvivl skabe liv i vintermørket - og jeg forventer interessante fortolkninger af Ørestads arkitektur og pladser. Ligesom Architects of Air, der indtog Byparken i sommer og på forunderlig vis konstruerede et rum i rummet”, siger Kultur Planner i By & Havn, Erik Skibsted Hey.

Festivalen er en udstilling, der, som navnet antyder, leger med lyset og dermed lyser op i Ørestad i den mørke vintertid. Udstillingen vil primært finde sted udendørs og værkerne er tændt alle dage kl. 17 - 22, når mørket har sænket sig over byen. Catja Thystrup, som er kulturmedarbejder i Ørestad og indehaver af lys- og mediekunstgalleriet Illumenarts, er meget begejstret for inddragelsen af byrummet i udstillingen:

”Centralt i Glowing Climate er en lysende kunstudstilling, hvis mange værker udnytter byens rum og mulighederne i Ørestad på bedst mulig vis. Mange af de lysende værker er skabt specifikt til Ørestads unikke rammer og byrum og de lysende installationer vil give en smuk kontrast til den mørke årstid. Værkerne har hvert deres udtryk og kan åbne op for en mere kreativ og anderledes tilgang til klimadiskussionen, der huserer i København i forbindelse med COP15.”, siger Catja Thystrup, som er initiativtager til og medarrangør af festivalen.

KLIMABEAT og debataftener
Glowing Climate festivalen bliver åbnet med KLIMABEAT - en lys-, kunst-, klimafest i ”Under Vand” ved Ørestad Metrostation. I løbet af dagen og aftenen er der bl.a. mulighed for at cykle sig til en lysende glorie og lydværk, spise en skål klimasuppe til videokunst, få sig en grøn drink mens man sidder i en selvoppustelig sofa og ikke mindst danse til lækre rytmer. Det foregår alt sammen fredag d. 13. november kl. 16 - 03.

kl. 16 - 18 er børnefamiliernes KLIMABEAT. Lav selvlysende insekter af genbrugsmaterialer under ledelse af en af vores kunstnere og oplev Mr. Green Cirkus-show. Download børneprogram (PDF).

Fra kl. 18 er der cafe og hæng-ud – og efter kl. 22 stiller Under Vand om til fest. Se hele programmet for KLIMABEAT her.

I forbindelse med festivalen er der desuden arrangeret tre forskellige debataftener henholdsvis d. 18. november, d. 24. november og d. 1. december, hvor tre opdragsholdere stiller skarpt på klimaspørgsmålet. Foretrækker man at bevæge sig, kan man løbe Klimaløb d. 6. december. Ruten er på fem kilometer med start ved Ørestad Gymnasium. Derudover kan man komme på rundvisning i Ørestad, som arrangeres otte gang i løbet af festivalen.

”Det er lykkedes os at få stablet nogle rigtig gode arrangementer på benene, der inddrager borgerne og byrummet. Der er både mulighed for at være kulturel og se udstillingen og gå til debataftener, men man kan også få rørt sig og deltage i Klimaløbet, eller danse og feste til Klimabeat i Under Vand. Glowing Climate er borgernes mulighed for at deltage aktivt i forbindelse med klimatopmødet, og det viser også, hvilke gode muligheder, Ørestad rummer som bydel”, siger Catja Thystrup.

Glowing Climate er det andet projekt i en trilogi under LYSLYD (www.lyslyd.com), som By & Havn er partner i. LYSLYD er støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Region Hovedstaden. Det første projekt var Architects of Air, der indtog Byparken i Ørestad i sommer. Det tredje projekt er endnu et lys- og lydprojekt, som er under udarbejdelse med planlagt fernisering i 2010.

www.glowingclimate.dk kan du læse mere om festivalen, finde det aktuelle program samt deltagere og sponsorer i festivalen.

Yderligere information:
Pressechef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206