FREMTIDENS BÆREDYGTIGE BY PÅ UDSTILLING

2. november 2009


Stor interaktiv udstilling sætter fokus på fremtidens bæredygtige bydel i Nordhavnen i København. Sæt dig i byplanlæggernes sted, træf valg og løs vigtige klima-dilemmaer. Tag på guidet Segway-tur i bydelen og byg din egen fremtidsby med kæmpeklodser - eller i genbrugsmaterialer med hjælp fra Shane Brox fra DRs børnetime. Derudover får du en unik mulighed for, at få indblik i Nordeuropas største og mest ambitiøse byudviklingsprojekt; Byudviklingen af Nordhavnen i København.


Udstillingsperiode: 13. november - 16. december. Besøg udstillingens hjemmeside >>

København vokser – og det går stærkt. Frem mod 2024 vokser hovedstaden sandsynligt til 580.000 mennesker. Derfor bliver København også konstant udvidet med nye bydele med muligheder for at bo og arbejde.

Mange industrivirksomheder har forladt Københavns havn, hvilket giver fantastiske muligheder for at udvikle byen helt ned til de gamle kajkanter ved det åbne Øresund. Københavnerne har fået havnen tilbage!

Den helt store byudvikling i de kommende 50 år foregår i Nordhavn – en halvø beliggende ud for Østerbro, som hidtil mest har været kendt som havn for hovedstadens krydstogtgæster og containertrafik.

Nordhavn er Nordeuropas største byudviklingsprojekt, og ambitionerne er tårnhøje. Her er alle forudsætninger for at sætte helt nye standarder. Den nyeste viden fra hele verden skal bidrage til bæredygtige løsninger. 

Arealet af Nordhavn er i dag to millioner kvadratmeter, men efter opfyldning bliver området en halv gang større. Projektet varetages af Udviklingsselskabet By & Havn i samarbejde med Københavns Kommune.

Nordhavnsudstilling i forbindelse med COP15
Verdens statsledere samles i København for at diskutere klimaet ved COP15. I den forbindelse inviterer Københavns Kommune og By & Havn indenfor til den store Nordhavnsudstilling, hvor du dels kan blive klogere på visionerne for Nordhavn – men også få et indblik i de dilemmaer og udfordringer, der er, når man planlægger en ny bydel.

For hvordan skaber man rammerne for en fremtid, man ikke kender? For det uplanlagte? For livet - uden at rammerne bliver så faste, at vi ikke kan tilpasse os nye behov og muligheder?

Nordhavn udvikles som fremtidens bæredygtige by i samarbejde med et rådgiverteam af arkitekter og ingeniører; COBE, Sleth, Polyform og Rambøll arbejder på en overbevisende, stærk og visionær byudviklingsstrategi. 

På udstillingen kan du møde nøglepersonerne i Nordhavnsudviklingen i kraft af en lang række videointerviews. Du kan dykke ned i visionerne og udfordringerne, som er forbundet med byplanlægning. Der er masser af dilemmaer, så undervejs kan du træffe en række konkrete valg - og alle valg har som bekendt konsekvenser. Udstillingen giver både store og små et godt indtryk af, hvordan dit liv i den bæredygtige Nordhavn kan tage sig ud i fremtiden.

I udstillingsweekenderne er der masser af ekstra aktiviteter. Bl.a. kan alle børn og barnlige sjæle planlægge, klippe, klistre og konstruere by med SHANE BROX - kendt fra Shanes Verden på DR1, bygge byvisioner i kæmpe store UMULIUS klodser og smide visionerne op på storskærm og internet - eller tage på gratis guidede ture på det tohjulede mirakel-køretøj SEGWAY i Nordhavnsområdet (begrænsede pladser). Onsdag aften er der desuden sent åbent. Det konkrete program lægger vi på www.nordhavnen.dk i løbet af denne uge.

Fakta om Nordhavnsudstillingen:

  • Udstillingsperiode: 13. november – 16. december
  • Åbningstider: Åbningsreception fredag den 13. november, kl. 15-19. I perioden 14. november – 2. december åbent lørdag – tirsdag kl. 11-16. Onsdage kl. 11-20. I perioden 5. – 16. december: alle dage kl. 11-16, onsdag 11-20.
  • Adresse: Kalkbrænderihavnen, Sundkrogskaj 17, 2100 København Ø, ved restaurant Ocean Club
  • Gratis: Der er gratis adgang til udstillingen. For yderligere information og booking af guidede ture – læs mere på www.nordhavnen.dk
  • Transport: S-tog til Nordhavn Station. Bus 26 (mod Færgehavn Nord) til Stubbeløbsgade (dog ikke i weekenderne).
  • Parkering: Langs Sundkrogsgade og Kalkbrænderiløbsvej. Vi anbefaler at cykle.
  • Muligheder for at spise: Restaurant Ocean Club ligger lige ved siden af udstillingen. Her kan man nyde en brunch, frokost, en kop kaffe eller en middag. Restaurant Ocean Club, T: 7020 3036 I: www.oceanclub.dk

Kontaktpersoner:

  • By & Havn: Pernille Garde Abildgaard, pressechef, pga@byoghavn.dk, T: 2916 0586
  • Københavns Kommune: Anders Ferdal Rasmussen, kommunikationskonsulent, afr@okf.kk.dk, T: 2677 2277

 

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206