DANMARKS STØRSTE OG ØRESTADS FØRSTE

30. juni 2009

Danmarks største og Ørestads første hotel, CABINN Metro, åbner i morgen den 1. juli. Hotellet er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind – og vil med sin markante røde og blå facade lyse op i bydelen.

 

 

I første omgang åbner CABINN Metro for tre etager, hvilket svarer til ca. 100 værelser. Indenfor de næste 14 dage regner direktør for CABINN, Niels Fennet, med at have over 350 værelser klar til de ventende gæster. Den officielle åbning af hele hotellet og samtlige 709 værelser vil finde sted 15. oktober, hvor også Daniel Libeskind vil være tilstede.

Hotellets karakteriske blå og røde farve bryder med områdets øvrige facader og gør hotellets arkitektur markant og iøjnefaldende – og det er helt med vilje.

”I 1986 skrev Daniel Libeskind en symfoni, og da jeg talte med ham om dette hotelprojekt i Ørestad, mente han, at området manglede musik. Så i stedet for en traditionel facade, forærede han projektet sin symfoni, således at vi kunne skrive partituret til symfonien på gavlen. Det tager lidt tid at få det udført – men det skal jo også være helt korrekt”, siger direktør Niels Fennet, der selv har stået for styringen af det enorme byggeri.

 
Direktør Niels Fennet


Ifølge Niels Fennet er mange værelser i det nye hotel allerede booket:

”Daniel Libeskind har en meget trofast fanskare, der rejser rundt i verden for at besøge hans byggerier – og i dette tilfælde altså også ønsker at bo på et hotel, der er tegnet af ham. Den slags opkald har vi haft mange af”, siger Niels Fennet.

CABINN Metro er et 2-stjernet hotel, det syvende hotel i lavpriskæden og det kendte koncept fra CABINNs øvrige hoteller går igen i Ørestad. I stuetagen vil der være internet hotspot og døgnåben servicecounter, som man kender det fra andre CABINN hoteller.

Hotellet CABINN Metro er første byggeri i Daniels Libeskinds masterplan for det L-formede område mellem Arne Jacobsens Allé og syd og vest for shoppingcentret Field´s. I alt skal der bygges 187.000 etagemeter primært erhvervsbyggeri i Ørestad Down Town, som Libeskind-arealet kaldes.

 
Illustration af det færdige hotel


”Ørestad tiltrækker de bedste danske og udenlandske arkitekter. Daniel Libeskinds masterplan er et godt udtryk for det høje ambitionsniveau, vi arbejder med i Ørestad. CABINN Metro er et godt første eksempel på områdets arkitektur”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

60-årige Daniel Libeskind er født i Polen, men er nu amerikansk statsborger. Han har især fået sit internationale gennembrud som hjernen bag genopbygningen af Ground Zero i New York ,og som arkitekt på bl.a. de jødiske museer i Berlin og København. Libeskind har modtaget mange priser og anerkendelser for sin arkitektur, som ofte er ukonventionel, ”skæv” og med masser af personlighed.

CABINN Metro er det første hotel i Ørestad, men langt fra det eneste. Tæt på CABINN er det 4-stjernede Crowne Plaza hotel ved at blive bygget – ligesom Bella Centrets hotel forventes at stå færdigt i 2011 som Nordens største hotel.


 

Fakta om CABINN Metro

Danmarks største hotel med 709 værelser - opdelt i fire kategorier

Morgencafé til 400 personer

Café / Restaurant til 200 personer

Konferencelokaler til 100 personer

Forretningscenter m. gæstecomputere

Tog, bus og metro forbindelse


Mere information

Cabinns hjemmeside

Studio Daniel Libeskind

Ørestad Down Towns hjemmeside


Pressekontakt

Direktør for CABINN, Niels Fennet, T: 4045 2284

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206