COPENHAGEN TOWERS KLAR TIL COP15

16. november 2009

Med dagens indvielse og åbning af Copenhagen Towers bliver Ørestad beriget med et CO2 neutralt hotel, en restaurant og en bar, hvor du også er velkommen, selvom du ikke bor hotellet.

I dag åbner Copenhagen Towers i Ørestad. Dermed står det bæredygtige byggeri klar til det store COP15 topmøde, som også afholdes i Ørestad.

Det har krævet hårdt arbejde fra alle sider at blive færdig med byggeriet til tiden. Indtil for få dage siden vrimlede stedet med håndværkere.

Se stop-trick filmen af byggeriet på Crowne Plazas danske hjemmeside www.cpcopenhagen.dk

“Vi har virkelig knoklet for at blive færdige med hotellet op til klimatopmødet. Det er ikke mange uger siden, vi skulle have sikkerhedshjelm og orange veste på for at bevæge os rundt i bygningen, og de mange håndværkeres lyde har været fast underlægningsmusik helt op til åbningen. Og nu ser vi endelig resultatet”, siger Allan L. Agerholm, direktør i Crowne Plaza Copenhagen Towers.

Copenhagen Towers er også et billede på, hvordan Ørestad er førende, når det kommer til bæredygtig byudvikling.

”Crowne Plaza Copenhagen Towers bidrager til Ørestad – og til København i det hele taget – ved at synliggøre arbejdet med miljø og bæredygtighed i selve byens skyline. Et nyt, grønt vartegn, om man vil. Bæredygtigt byggeri er vigtigt, fordi det er med til at vise, at klimaudfordringen bliver taget alvorligt, og at løsningerne kan og skal tænkes helt ind i både vores dagligstuer og vores måder at levere en hoteloplevelse,” siger direktør Allan L. Agerholm.

Og netop en klimavenlig hoteloplevelse kan de mange gæster, der skal bo på Crowne Plaza Copenhagen Towers under klimatopmødet, se frem til. Hotellet har været fuldt booket under klimatopmødet i lang tid.

Men Copenhagen Towers er mere end et hotel. Byggeriet rummer også kontorlokaler, som Dansk Industri har lejet, mens hovedsædet på Rådhuspladsen renoveres over de næste tre år. Lejemålet omfatter 12.000 m² kontorer og indeholder også et stort mødecenter. DI har årligt 30.000 besøgende og Ørestads gode infrastruktur betyder, at det er let for både ansatte og besøgende at komme til og fra Ørestad på grund af den korte afstand til metro, lufthavn, toge og motorvej.

”Der er god grund til at være stolt af Copenhagen Towers’ høje miljømæssige profil. Ligesom Rambølls domicil - lige ovre på den anden side af Ørestad Boulevard - også er et gennemtænkt byggeri med klimarigtige løsninger. Det klæder Københavns nye bydel godt”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Fakta om Copenhagen Towers:

  • Copenhagen Towers rummer 130.000 m2 erhverv og hotel
  • Byggeriet består af tre tårne, et konferencecenter, et atrium med restauranter og caféer samt parkeringskælder
  • Facaden på Copenhagen Towers er beklædt med 2.400 kvadratmeter solceller, og det betyder, at Nordeuropas største solcelleanlæg nu ligger i Ørestad
  • De monterede solceller vil årligt spare, hvad der svarer til 35 husstandes elforbrug
  • Hotellet Crowne Plaza Copenhagen Towers består af 366 værelser fordelt på 25 etager
  • Derudover henter hotellet sin opvarmning og nedkøling i grundvandet 100 meter under jorden
  • Menuen er også miljørigtig – køkkenet er nordisk inspireret og råvarerne skal så vidt mulig hentes indenfor en radius af 300 km.
  • Copenhagen Towers lever også op til EU's standarder for en såkaldt Green Building og er ligeledes en dansk lavenergiklasse II bygning.

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206