8-TALLET KLAR TIL REJSEGILDE

7. oktober 2009

Onsdag d. 7. oktober var der rejsegilde på det spektakulære byggeri 8-tallet i Ørestad Syd. 8-tallet er et blandet byggeri, der består af blandt andet lejligheder og townhouses, og med udsigten til den smukke natur er 8-tallet indbegrebet af Ørestad Syd.


8-tallet, det tidligere BIG House, er nu så langt i sin opførelse, at der har været rejsegilde på byggeriet. Det er et efterhånden velkendt team i Ørestad der står bag 8-tallet. Den prisbelønnede tegnestue BIG har tegnet med Dansk Olie Kompagni A/S og Høfner A/S som bygherrer – det samme team, der står bag to af Københavns nye og opsigtsvækkende byggerier, nemlig VM Husene og VM Bjerget i Ørestad. I sin tale kunne Svend Blem fra Høfner A/S kommentere det kreative partnerskab:

”Der er efterhånden opstået en lille konkurrence mellem BIG og os: Hvis BIG kan tegne det, så kan vi bygge det.”

Mange blandede boligtyper
8-tallet vil stå klar til indflytning i starten af 2010. Byggeriet består af mere end 500 forskellige boligtyper, og der vil blive brug for alle lejlighederne:

"København får ca. 1.000 nye beboere hver måned. Så der er brug for, at vi bygger i København, hvis der skal være plads til alle de nye københavnere”, sagde Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard i sin tale ved rejsegildet.

De blandede byggerier er Ørestad Syds force, da det er med til at sikre en bydel med mange forskellige beboere. Det understreger Jens Kramer Mikkelsen, der er adm. direktør i By & Havn:

”I 8-tallet er der en bred mangfoldighed af boligtyper. Der vil både være lejeboliger, familievenlige townhouses, penthouse-lejligheder, og i stueetagen vil der være både daginstitution og cafe. Det vil sige, at der er noget for enhver, og det er netop det, der kendetegner Ørestad Syd som bydel. Blandede byggerier og boligtyper giver en bred vifte af beboere og skaber fundamentet for et sundt bymiljø”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Unik beliggenhed
Udover at 8-tallet er et stort og spektakulært byggeri, er den unikke beliggenhed også værd at nævne. Beboerne i 8-tallet vil måske få byens bedste udsigt over Ørestad Syd. Fra 8-tallet kan man se ud over de store vidder, ligesom de grønne områder på den fredede Kalvebod Fælled ligger ved foden af bygningen. Vil man til centrum, er det oplagt at tage Metroen, der ligger et stenkast fra 8-tallet. Herfra tager det cirka 12 minutter at komme til Kongens Nytorv.

BIGs byggerier i Ørestad har fået megen omtale, og 8-tallet er ingen undtagelse. Som led i Copenhagen Architecture + Design Days afholdt By & Havn sammen med BIG en rundvisning på 8-tallet i starten af september. Turen var så populær, at en ekstratur måtte arrangeres, så over 100 deltagere kom på den eksklusivt guidede tur med en arkitekt fra BIG.

www.8-tallet.dk kan du læse mere om byggeriet, og her er der også kontaktinformationer, hvis man er interesseret i at få mere at vide om boligerne i det unikke byggeri.

Pressekontakt:
Peter Presmann, By & Havn
E: pep@byoghavn.dk
T
: 3376 9800 / 2116 6847

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206