UNGE UDENLANDSKE ARKITEKTER INTERESSEREDE I NORDHAVNEN

15. juni 2009

Hvordan skal overgangen fra vand til land se ud, når et havneområde skal omdannes til en ny bydel? Skal der være kajkant, strand, sti, rambla eller kajakklub?

 

 

Det er ét af de spørgsmål, som unge arkitekter under 40 år, der deltager i EUROPAN 10-konkurrencen skal forholde sig til. I hvert fald, hvis de vælger at deltage i den del af konkurrencen, der handler om Nordhavnen. 95 arkitektteams, hvoraf de 80 er udenlandske, har tilkendegivet, at de vil komme med et bud på udfordringen.



Det er 10. år i træk at der afholdes EUROPAN-konkurrence, der er en åben europæisk arkitektkonkurrence for arkitekter under 40 år, og som er uddannet fra en anerkendt europæisk arkitektskole. By & Havn og Københavns Kommune medvirker med Nordhavnsprojektet ”Kanten” – relationen mellem land og vand”. Konkret er der tale om en grund i Nordhavnen, men problematikken er essentiel, når havn skal blive til by, og derfor er der store forventninger til konkurrencen:

 


”Der er mere end 40 km kajstrækninger i København, og at aktivere disse mange kilometre er en opgave, der kalder på fantasi, entusiasme og frimodighed. Netop derfor har vi store forventninger til deltagerne i EUROPAN 10”, siger Rita Justesen, byplanchef i By & Havn, der sammen med Københavns Stadsarkitekt Jan Christiansen, står for Københavns deltagelse i konkurrencen.

Sammenlagt har 3799 unge teams tilmeldt sig EUROPAN-konkurrencen, og det er ny rekord. 19 europæiske lande har tilmeldt 60 forskellige projekter, som de unge arkitekter kan vælge at fordybe sig i. Erfaringen viser dog, at det ikke er alle teams, der får afleveret en løsning. Det præcise tal findes først, når afleveringsfristen den 29. juni er overstået.

Udover Nordhavnen har også andre danske kommuner tilmeldt sig med projekter; Århus, Augustenborg, Kolding og Rudkøbing.

Der er 276 team, der har tilmeldt sig danske projekter, hvoraf de 188 af dem (68 %) kommer fra udlandet. Og det er især Nordhavnen, der har tiltrukket de unge udenlandske arkitekter.

”Det bliver meget spændende at se de unge arkitekters bud på problematikken. Det er usædvanligt, at så mange udenlandske arkitektteams er interesserede i danske projekter. Men det kan jo hænge sammen med, at vi netop at afsluttet en stor international idekonkurrence om hele Nordhavnen, som har skabt opmærksomhed om området og dets store potentiale,” siger Rita Justesen.

Nordhavnen vil de næste årtier gennemgå en enorm forandring, der skal give København en hel ny bydel med vandet og havnen som væsentlige komponenter.

Opgaven til de unge arkitekter i EUROPAN 10 er, at skabe en design strategi, der arbejder med relationen mellem vandet og kanten som en del af den fremtidige bydel ud fra forskellige kontekster. Denne strategi ønskes visualiseret på et specifikt område ved Nordbassinet med aktiviteter, der orienterer sig mod vandet.

Både Københavns Kommune og By & Havn arbejder intenst for, at byens unikke placering ved vandet – fra beliggenheden ved det åbne Øresund over havneløbets store byrum og havnebassiner til de snævrere og mere intime kanaler – udmøntes i større og mindre, formelle såvel som uformelle, fælles byrum.

EUROPAN er støttet af Kulturministeriet og Akademisk Arkitektforening. Sekretariatet for EUROPAN Denmark varetages Dansk Arkitektur Center.EUROPAN gennemføres i tæt samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen i Århus. Læs mere om konkurrencen på www.dac.dk.

Pressekontakt

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586, E: pga@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206