Ny vuggestue i Ørestad – med Danmarks største legeplads udenfor døren

6. marts 2008

I dag er en stor dag for 10 børn, som er begyndt i en helt ny vuggestue i Ørestad City. Vuggestuen Sejlhuset, der ligger i byggeriet af samme navn, vil i den kommende tid modtage 10 børn om ugen indtil institutionen er oppe på 60 børn.

 

 


Med åbningen af vuggestuen Sejlhuset har Ørestads mange småbørnsfamilier fået endnu en mulighed for at få passet poderne i trygge rammer i lokalsamfundet. Og et hurtigt kig i adresselisten viser da også, at mange af børnene kommer fra nærområdet. Men som alle dagsinstitutioner i Københavns Kommune, er der åbent for opskrivning for alle – uanset bopæl – via Københavns Kommunes hjemmeside.

Vuggestuens hoveddør vender lige ud mod den enorme bypark i Ørestad City, som er ved at blive vitaliseret med en række ”aktivitets-øer” i forskellige størrelser med forskellige temaer og stemninger. Skatteøen, Gillelejeøen og Vallentinesøen er de tre parkøer, der ligger nærmest vuggestuen.

Det er en kæmpe fordel for os, at vi lige udenfor døren har parken som supplement til vuggestuens egen legeplads, hvor der ikke er meget græs. Vi glæder os meget til, at børnene kan komme på opdagelse på de nye tema-øer i parken. Og der er heller ikke langt til naturområderne på Amager- og Kalvebod Fælled,” siger Hanne Arnsberg-Rode, som er leder af Vuggestuen Sejlhuset.

Der er store, åbne rum i Sejlhuset. Både fællesrummet og i grupperummene er lette at overskue, og der er masser af plads til leg og læring.

Vuggestuen lægger vægt på at børnene spiser økologisk samt på at slik er forbudt. Der er særlig fokus på bevægelse og sproglig indlæring.

Vuggestuen Sejlhuset er Ørestads fjerde dagsinstution. I forvejen ligger den integrerede institution Jorden Rundt i Ørestad Nord med 36 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser. M-Husets vuggestue ligger i VM Husene i Ørestad City med 48 vuggestuepladser, og i børnehaven Småland har 44 børn deres daglige gang.


Livet pibler frem

Omdannelsen af byparken, som står færdig til maj/juni samt åbningen af vuggestuen Sejlhuset, er sikre forårstegn på, at Ørestad hele tiden udvikler sig og får flere og flere faciliteter for beboerne, medarbejderne og de besøgende. Store og små forbedringer peger alle i samme positive retning:

  • Hver torsdag kan man nu købe fisk fra Hundested og Gilleleje Havn i Jensens Fiskebil, der tager opstilling ved Ørestad Station.

  • Fra mandag den 6. maj får beboerne et supplement til Field´s, når de mangler en liter mælk. Her åbner DøgnNetto en butik i Ørestad City. Den nye dagligvarebutik ligger i Parkhusene lige syd for byparken ud mod Ørestads Boulevard. Butikken får åbent alle dage fra kl. 8 til 22. ”Der er flere beboere, der har ringet til os og rost initiativet. Og det er altså meget usædvanligt, at folk ligefrem ringer til os i forbindelse med en åbning af en ny butik. Det er helt fantastisk," siger Peder Drejer, kædechef for DøgnNetto.

  • Også på organisatorisk niveau er der sket forandringer i 2008; Fællessekretariatet for grundejerforeningerne åbnede i januar. Sekretariatet skal i første omgang løse opgaver for Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter, Grundejerforeningen Ørestad City og Vandlauget i Ørestad. Anne Rask Vendelbjerg er ansat som sekretariatsleder. Sekretariatet skal udover administrationen tage sig af henvendelser fra borgere og brugere samt arbejde for bylivsaktiviteter og arrangementer på tværs af Ørestads kvarterer - samt stå for hjemmesiden www.gforestad.dk

  • Og endelig har Ørestad fået sin helt egen vejviser - “Velkommen til Ørestad”. Bogen hjælper Ørestads borgere med at finde vej i Ørestad og giver svar på nogle af de spørgsmål, man har, når man bor i en ny bydel. Velkommen til Ørestad udgives af By & Havn og er blevet uddelt til alle beboere, virksomheder og institutioner i Ørestad. Bogens mange informationer vil senere blive lagt på nettet, men man kan allerede nu hente bogen som PDF-fil

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206