Linedans i verdensklasse i Ørestad

28. juli 2008

Fra den 6. – 10. august kan du få en helt særlig Ny Cirkus oplevelse, når Københavns Internationale Teater præsenterer det franske Ny Cirkus kollektiv Les Colporteurs i et cirkustelt i Ørestad City. Allerede 4. - 5. august er der Zulu Sommerbio. Begge dele foregår i byparken i Ørestad.

 

I juni fik København en ny spektakulær park, og beboerne i Ørestad fik en gigantisk baghave indrettet med en lang række aktivitetsøer - blandt andet ”kysse-ø”, ”rutche-ø ”og ”beachvolley-ø”.

Fra den 6. – 10. august tilføjes endnu en særdeles spektakulær ”ø” til parken – nemlig det franske Ny Cirkus-kollektiv Les Colporteurs klassiske, runde cirkustelt, der måler godt 30 meter i diameter.

For publikum er der en helt særlig oplevelse i vente; det er første gang en forestilling udelukkende består af syv linedansere (og tre musikere). Scenografien består af en række stramme, 12 millimeter brede stålwirer, der er spændt på kryds og tværs over manegen i forskellige højder og i forskellige retninger, og som ligner nervebaner i kroppen eller gaderne i en (ny) by og det fællesskab, der findes, hvor linerne krydses.

Normalt er linedans en solodisciplin, som stort set altid fungerer som et selvstændigt ”nummer” i en cirkusforestilling. Men Les Colporteurs har viet denne forestilling til linedansen. Det kræver enorm teknisk kunnen og virtuositet af de enkelte linedansere at arbejde sammen på linerne og skabe en luftballet, der går op i en højere helhed.

Alle artister er forbundet med hinanden. Hver og en er de afhængige af, at de kender hinandens bevægelsesmønster 100%. Alle uforudsete bevægelser vil forplante sig skæbnesvangert til den næste artist. Alle er afhængige af den enkelte. Og alt dette mens udøverne også skal koncentrere sig om hver deres karakter i forestillingen.

Forestillingen er også en meget konkret historie om Antoine Rigot, der engang tilhørte linedansernes verdenselite. Linedans er en udfordring af døden, og når man udfordrer døden, kan det også gå galt. Efter 20 år på linen faldt Antoine Rigot ned under en prøve. Det var et uheld med katastrofale følger. Antoine Rigot slap med livet i behold, men hans liv på linen var slut for bestandigt.

Men Antoine Rigot havde stadig mod på linedansen. Nu otte år senere står han igen i manegen – denne gang ikke på, men omgivet af det, han elsker mere end noget andet. Linerne og linedanserne – det, der for ham er symbolet på livet og den udfordring det er, at turde leve det.

Med et hold af unge linedansere har Antoine iscenesat sin livshistorie. Han åbner selv forestillingen med Les Colporteurs ved at gå hen over manegen. Med Linen i Sneen har han nu skabt en himmelballet, i både konkret og overført betydning.


SAMARBEJDE MELLEM BY & HAVN OG KØBENHAVNS INTERNATIONALE TEATER

Når Københavns Internationale Teater præsenterer Les Colporteurs’ Linen i Sneen i byparken, Ørestad City, er det en fortsættelse af projektet Ny Cirkus – Ny By, som blev lanceret sidste år under Metropolis biennalen i et samarbejde med By & Havn for at sætte fokus på Københavns nye byrum i Ørestad.

Ny Cirkus – Ny By er skabt for at skabe sociale relationer. Store fælles oplevelser og et nyt forhold til den nye arkitektur og de nye byrum i Ørestad. Samtidig skal det være med til at markere Ørestad som en moderne og fremtidsorienteret bydel med et visionært, kulturelt og kreativt bymiljø.

Det kræver unikke forestillinger og et helt særligt set-up. Det var også hvad det blev til, da Ny Cirkus – Ny By blev lanceret sidste år med præsentationen af Circo da Madrugadas forestilling. Her fik og skabte over 5.000 publikummer en fantastisk oplevelse mellem højhusene i Ørestad City.

I år bliver præsentationen af Ny Cirkus i den nye by af en anden kaliber. Det bliver ikke en folkefest for de store masser, men i stedet en mere raffineret iscenesættelse, som afspejler både arkitekturen og livet i Københavns nye bydel gennem al den magi, som cirkuskunsten rummer.

Når det store franske ny cirkus Les Colporteurs kommer til Ørestad, er cirkusteltet rammen for forestillingen og oplevelsen i Byparken. Derved kommer forestillingen til at stå mere klassisk i den nye bydel. Men indenfor bliver livet sat i scene i alle sine niveauer, højder og relationer gennem geometriske akser udspændt mellem publikum. Således afspejler forestillingen den nye by lige udenfor teltdugen.


PRAKTISK INFO:

LES COLPORTEUS med Linen i Sneen

  • Cirkustelt i byparken, Ørestad City. 2 min. gang fra Ørestad Metrostation
  • Spiller 6. 7. 8. 9. & 10. august kl. 20.00
  • Varighed 90 min. uden pause - Anbefales fra 8 år
  • Billetpris: Normal: kr. 195,-. Unge u. 25, studerende, arbejdsløse og pensionister kr. 98,-. Grupper og ved køb billetter til min. 3 forskellige forestillinger kr. 147,-
  • Billetsalg: Online hele døgnet på www.scenebillet.dk og på T: 4693 1091 hverdage 10-16.
  • Børnearrangement: Prøv at gå på line – mød op ved cirkusteltet 9. august kl. 11.00
  • Gratis program for Ny Cirkus Festival 2008 kan rekvireres på T: 3315 1564 eller info@kit.dk.
  • For billeder, anmelderbilletter, interviewaftaler og yderligere oplysninger Københavns Internationale Teater, Hc Gimbel, T. 3315 1564
  • Pressekontakt i By & Havn: Redaktør Carsten Arlund, T: 3376 9800 / 2075 1701
  • Les Colporteurs præsenteres med særlig støtte fra Grundejerforeningen Ørestad City og By & Havn, Culturesfrance og DRAC Rhône-Alpes.
  • Se video på Københavns Internationale Teaters hjemmeside

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206