De første streger på fremtidens Nordhavn

26. september 2008

Hvordan skal Nordhavnen se ud om 40-50 år? I dag, fredag den 26. september, er sidste frist for indlevering af bidrag til idekonkurrencen om fremtidens Nordhavn. Alle interesserede kan se de indkomne forslag i Pakhus 53 i Frihavnen, hvor de udstilles fra den 13. oktober.

 

Der er endnu ikke overblik over præcis hvor mange tegnestuer, der er kommet med bud på, hvordan Nordhavnen skal se ud i fremtiden. Men ifølge Akademisk Arkitektforening, der står for modtagelsen af de mange bidrag til idékonkurrencen, så tyder det på, at der kommer forslag fra hele verden.

”Der har været usædvanlig mange tilmeldinger til konkurrencen fra tegnestuer fra hele verden. Jeg har ikke tidligere set så bredt et spektrum af lande ved danske arkitektkonkurrencer - og jeg håber da, at det vil gøre konkurrencen endnu mere interessant,” siger Bent Kolind fra Akademisk Arkitektforening, der står for modtagelsen af konkurrencebidragene på vegne af By & Havn.

Idekonkurrencen om Nordhavnen har været i gang siden 27. maj, og området er med sine 200 hektar (ca. 625 fodboldbaner) et af de største og mest ambitiøse metropol-udviklingsprojekter i Skandinavien i de kommende år. Konkurrencen er tilrettelagt af By & Havn i samarbejde med Københavns Kommune og Akademisk Arkitektforening - og med input fra de mange nuværende og fremtidige brugere af Nordhavnen, som har deltaget i debatmøder og workshops.

Konkurrencen omfatter en overordnet plan for hele Nordhavnen, en konkret bebyggelsesplan for Indre Nordhavn samt en strategi for realisering af planerne.

”Jeg er meget spændt på at se de mange bidrag, og det glæder mig, at der tilsyneladende er forslag fra hele verden. Nordhavnen skal være fremtidens bæredygtige bydel,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Allerede den 13. oktober får offentligheden mulighed for at se alle de indkomne forslag, når de udstilles i Pakhus 53 på Sundmolen i Frihavnen.

Dommerkomiteen mødes første gang den 21. oktober, og det forventes, at vinderen kan offentliggøres den 18. december.

Dommerkomiteen består af:

Direktør Carsten Koch (formand for dommerkomiteen), adm. direktør Birgit Aagaard-Svendsen, overborgmester Ritt Bjerregaard, borgmester Klaus Bondam, direktør, fhv. minister Flemming Hansen, professor, dr. Merc, Peter Maskell, medlem af Københavns Borgerrepræsentation Anne Vang, adm. direktør, arkitekt MAA Kent Martinussen, professor, arkitekt MAA Carsten Juel-Christiansen, arkitekt MNAL Stein Halvorsen - og landskabsarkitekt MDL Annemarie Lund.

Derudover er der udpeget en række særlige rådgivere for dommerkomiteen. Læs mere på www.nordhavnen.dk.

Presseinfo:

Pressechef for By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206