Kanalbyen Sluseholmen får sin første kanal

25. januar 2008

En vigtig milepæl i Sluseholmens historie er nået, når det første havnevand bliver til ægte kanalvand.

 

I dag pumpes det første havnevand ind i den nyanlagte kanalby Sluseholmen i Københavns Sydhavn. I den festlige anledning vil grundejerforeningen byde på pølser, øl og vand. Det foregår altsammen:

Fredag den 25. januar kl. 13 på Ben Websters vej, Sluseholmen, 2400 København SV

Taler:

  • Sjoerd Soeters, byplanlægger (NL)
  • Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør, By & Havn
  • Toastmaster: Jens Krusaa, projektchef, By & Havn

Da den hollandske arkitekt og byplanlægger Sjoerd Soeters omkring årtusindeskiftet præsenterede sin plan for Sluseholmen, lancerede han en meget hollandsk fortolkning af dét at bygge ved vandet. Soeters ville bygge en havneby, og den skulle bygges som øer, adskilt af kanaler. På det tidspunkt var der en vis skepsis over for projektet. Var der overhovedet et marked for boliger i Sydhavnen? Og kunne de mange kanaler overhovedet realiseres? Efter grundige overvejelser tog Københavns Kommune og Københavns Havn chancen med Soeters plan, stiftede et fælles byggemodningsselskab og gik i gang.

I dag, cirka syv år efter ideen opstod og cirka fire år efter lokalplanen blev godkendt, er flere af Sluseholmens øer og molen hvor Metropolis bliver bygget næsten færdigopførte. At Sluseholmen har fået megen opmærksomhed på boligmarkedet og at salget er at gået over forventning, skyldes ikke mindst kanalstrukturen. En af de nye beboere, Nicki Repenning, der bor sammen med sin familie på øen Birkholm, siger:

”Vi købte lejlighed på Sluseholmen for at få den unikke kanaludsigt og for at være helt tæt på vandet. Nu glæder vi os meget til, at vandet løber forbi vores stue og altan, så vi kan opleve det miljø vi faldt for, da vi købte”.

For By & Havn, der sammen med Københavns Kommune varetager byggemodningen på Sluseholmen, er de første liter vand, der sluses ind i den nyanlagte by, en milepæl. Adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen siger:

”Det er bemærkelsesværdigt, at selv når vi bygger midt i havnen, indlægger vi kunstige kanaler. Men dét at arbejde med vand er blevet en tendens, som vi ser igen og igen i nutidens by- og landskabsarkitektur. Man skal faktisk ikke længere væk end til Ørestad for at se et andet eksempel nemlig ’Den Landskabelige Kanal’, der strækker sig gennem hele bydelen. Efter min mening er det en spændende tendens, og jeg tror kanalerne er afgørende for Sluseholmens succes. Kanalerne giver jo endnu flere mennesker mulighed for at realisere drømmen om at bo på kanten af vandet. Nu, hvor vi rent faktisk har en kanal, ser jeg frem til at komme herud en sommeraften og opleve det liv, der vil udspille sig, når beboerne griller på altanerne, mens kajakker og robåde glider forbi mellem karréerne.”

Det er kun en enkelt kanal – den, som adskiller øerne Birkholm og Bøgholm - der bliver fyldt op med vand i denne omgang. Vandet vil blive dog blive sluset ind i resten af kanalanlægget i løbet af 2008.

Om Sluseholmen

Ideen til kanalbyen Sluseholmen har Sjoerd Soeters blandt andet fået fra sine erfaringer fra planlægningen af den kunstigt anlagte ”Java-ø” i Amsterdam. Den hollandske inspiration er tydelig ud fra de udgravede kanaler, der tegner det overordnede princip for bydelen. Øerne opstår ved udgravning af kanaler – hver ø rummer en karré med grønt gårdrum. Sluseholmen er primært en boligby. Udover kanalstrukturen er Sluseholmen kendetegnet ved sine forskelligartede facader og lyse lejligheder, som alle har udsigt mod havn eller kanal. Side om side med den nyanlagte by finder man det traditionelle miljø omkring Bådklubben Valby.

Soeters planen er bearbejdet af danske Arkitema og  25 forskellige arkitekter har medvirket ved at tegne de individuelle facader.

Udvikling

Sluseholmen udvikles på initiativ af By & Havn og Københavns Kommune, som sammen ejer og driver byggemodningsselskabet Sluseholmen P/S. De enkelte øer udvikles af Sjælsø Gruppen, Nordicom, JM Danmark og Nordkranen. Området forventes færdigudviklet i 2009.

Kontaktinformation:

For mere information om Sluseholmen og byggemodningen, kontakt projektchef Jens Krusaa : jok@byoghavn.dk/ 33 76 98 00

For rekvirering af fotos fra Sluseholmen og fredagens arrangement, kontakt kommunikationsmedarbejder Lene Skytthe: lbs@byoghavn.dk/ 33 76 98 00

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206