Selskabet skifter navn til By & Havn

14. maj 2008

I dag, den 14. maj, skifter Arealudviklingsselskabet I/S navn til Udviklingsselskabet By & Havn I/S – i daglig tale blot By & Havn. Logo og øvrig visuel identitet forventes på plads i løbet af efteråret.

 

Selskabet blev stiftet i oktober 2007 under navnet Arealudviklingsselskabet I/S. Det fremgår af loven om selskabet, at navnet kan ændres, hvis ejerne er enige herom. Ved et ekstraordinært interessentskabsmøde i dag, den 14. maj, godkendte selskabets ejere det nye navn.

Administrerende direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig over det nye navn:

”Det nye navn siger det hele: By og havn er jo præcis dét, som vi beskæftiger os med. Udvikling af levende bydele i international klasse,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Udover fortsat udvikling af Ørestad, Sluseholmen, Teglholmen og de øvrige områder ved Københavns havn - er en af de store kommende opgaver for By & Havn, udskrivelsen af den store internationale idé- og arkitektkonkurrence om fremtidens Nordhavn, samt udviklingen af det nye spændende projekt på Marmormolen.

Det engelske navn for selskabet er CPH City and Port Development. Opgaverne på vand varetages under navnet CPH Port.

Selskabets hjemmeside hedder i fremtiden www.byoghavn.dk

Baggrund om By & Havn:

Udviklingsselskabet By & Havn I/S er et byudviklingsselskab. Det er oprettet i henhold til ”Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S”.

Udviklingsselskabet By & Havn I/S ejes af Københavns Kommune (55 pct.) og Staten (45 pct.). Det er By & Havns vision at skabe levende bydele af international klasse, som er attraktive at bo og arbejde i, og som også er spændende at besøge. Selskabets mission er at forestå udviklingen af selskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn på et forretningsmæssigt grundlag.

Interessentskabets formål er primært at udvikle arealerne i Ørestad og København Havn samt forestå havnedrift i Københavns Havn. Sidstnævnte opgave varetages via datterselskabet Copenhagen Malmö Port (CMP).

Ved stiftelsen af selskabet blev Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Københavns Havn A/S nedlagt.

Yderligere informationer:

Redaktør Peter Schøning, By & Havn, T: 3376 9800 / 4057 0917

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206