Nye bydele tiltrækker unge og børnefamilier

13. november 2008

Nye tal fra Københavns Kommune og Danmarks Statistik bekræfter, hvad gadebilledet har vist i et stykke tid. De nye bydele, Ørestad og Sluseholmen, tiltrækker i stor stil unge og børnefamilier.

 

Både Ørestad og Sluseholmen er byudviklet af By & Havn. I Ørestad, hvor befolkningstallet fra 2005 til 2008 er vokset fra 375 til ca. 5.000 beboere, viser tallene, at bydelen er en meget ung bydel. Antallet af 0-5 årige og 21-35 årige er kraftigt overrepræsenteret i forhold til Københavns Kommune generelt, der i forvejen ligger højt i forhold til landet som helhed for denne aldersgruppe. Se nedenstående figur:


De unge børnefamilier har fundet vej til Ørestad. Der er 618 børnefamilier i bydelen - og det er forholdsvis markant flere end i det øvrige København. De nye legepladser i Ørestad Bypark vil uden tvivl blive brugt flittigt, da der forholdsvis er næsten dobbelt så mange 1-årige børn i Ørestad end i resten af København og Danmark i øvrigt.

Ligeledes er der en overrepræsentation af unge mellem 21 og 24 år i Ørestad. Dette skyldes især de mange kollegier i bydelen, der rummer det prisbelønnede Tietgenkollegiet, Bikuben Kollegiet og ungdomsboligerne i Signalhuset.

I en af Ørestads 618 børnefamilier bor Esben Sloth, der er far til 2-årige Ester - og han er meget tilfreds med at bo i Ørestad:

”Det er vigtigt for os, at området kan tilbyde gode legemuligheder for vores datter. Derudover er det fantastisk spændende at bo i en bydel, der konstant skifter udseende og karakter i takt med, at alle de nye huse langsomt skyder i vejret og fællesområder bliver indrettet. En fordel ved at bo her i bydelen er, at man har mulighed for at få stor indflydelse på, hvad der sker, og hvordan byen kommer til at se ud. Den største ulempe er så til gengæld, at der er mange ting, der ikke er etableret endnu, men heldigvis er der så småt ved at komme et par små-butikker og take-aways er på vej”, siger Esben Sloth.


Sluseholmen er også en ung bydel

Et andet af By & Havns byudviklingsområder er Sluseholmen i Københavns Sydhavn. Sluseholmen er i løbet af 2008 blevet færdiggjort med stærkt stigende befolkningstal til følge.  Fra 1. juli 2006 til 1. juli 2008 er antallet af beboere på Sluseholmen vokset fra 17 til ca. 1.300.

Også Sluseholmen er en meget ung bydel.

Antallet af 0-5 årige og 21-35 årige er i særlig grad overrepræsenteret i forhold til Københavns Kommune generelt, der i forvejen netop for denne aldersgruppe ligger højt i forhold til landet som helhed. Det er faktisk så markant på Sluseholmen, at Sluseholmen overgår Ørestad. Begge bydele ligger langt over det øvrige København – for slet ikke at nævne det øvrige Danmark. Tallene viser faktisk, at andelen af 25-49 årige næsten er dobbelt så stor på Sluseholmen som i Danmark som helhed.


Adm. direktør for By & Havn, der står for byudviklingen af begge bydele, Jens Kramer Mikkelsen, siger:

”Jeg kan godt forstå, at de nye bydele er attraktive for den unge målgruppe. I Ørestad er jeg overbevist om, at nærheden til store grønne områder og en højklasse metro er to vigtige faktorer. I Ørestad er der desuden færre bindinger, end hvis man skal opføre et boligbyggeri f.eks. i Københavns brokvarterer. Det nye byområde inspirerer til at tænke nyt og utraditionelt – derfor er der mange arkitektoniske juveler og elegante løsninger i bydelen. På Sluseholmen er der et meget attraktivt kanalmiljø, hvor beboerne enten har udsigt til havnens hovedløb eller kanalerne. Kanalerne, og broerne over dem gør, at Sluseholmen er et anderledes og varieret kvarter i København.”


Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206