Fang ål i Ørestads kanaler

12. september 2008

Vidste du, at man kan fange fisk i Ørestads kanaler? Det kan man - og netop nu er der en god chance for at fange ål. Kom til Åle-picnic og hør mere om det sagnomspundne dyr søndag den 14. september kl. 11-13 i Ørestad City.

 

Det er By & Havn, der sammen med Københavns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening inviterer til Åle-picnic på søndag. Det er gratis at være med. Vi mødes ved kanalerne ved Ørestad Gymnasium, Ørestads Boulevard 75.

På trods af at Ørestads kanaler ikke er skabt af naturen selv, er der allerede meget liv i dem. For eksempel vidner tilstedeværelsen af fiskehejrer ved kanalen ved Arne Jacobsens Allé om, at der er liv i vandet.

I kanalerne finder man blandt andet rødskaller, karper, guldfisk samt ål. Nogle fisk er kommet til helt naturligt – f.eks. som fiskeyngel på fugle, mens andre sandsynligvis er fra beboernes akvarier. Ålen er kendt for at kunne ”vandre” fra vandløb til vandløb – og alt tyder på, at der er masser af ål, der har taget turen fra f.eks. Københavns Havn over Amager Fælled til Ørestad kanaler.

Vandet fra kanalerne kommer fra regnvand fra tage, veje og baneanlæg i bydelen. Vandet bliver grundigt renset inden det genbruges i kanalerne. I plænen under byparken i Ørestad City ligger et forsøgsanlæg, der renser vandet for uforening. Det består af et 50 meter langt og 8 meter bredt filter, som renser regnvand ved hjælp af et filter med to materialer, der har forskellige mængder porer eller ”huller”. Metoden renser udelukkende ved naturlige fysisk-kemiske og biologiske processer og involverer ikke tilsætning af kemikalier. Læs mere på www.orestad.dk/miljo.

Og det kunne tyde på, at ålene så godt kan lide det rensede vand, at de gladelig tager hele turen over Amager Fælled.

På søndagens Åle-picnic er du med til at fange, nærstudere, holde og smage ålene, når ålene bliver flået og stegt på PicnicØen i den nye bypark i Ørestad. Der er fangst-garanti for mindst en ål pr. familie under Åle-picnicen.

 

Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206