RESULTATET AF NORDHAVNSKONKURRENCEN PÅ UDSTILLING

12. december 2008

Resultatet af den store idekonkurrence om fremtiden Nordhavn offentliggøres torsdag den 18. december. Samme dag åbner en offentlig udstilling af samtlige indsendte projekter.

 

 

Den 20 mands store dommerkomite er efter knap seks ugers intens mødeaktivitet kommet frem til et resultat om fremtidens Nordhavn.

I forlængelse af offentliggørelsen bliver der mulighed for at se eller gense de 180 indkomne forslag. Og endnu bedre: at granske de forslag, der er blevet præmieret i konkurrencen.

Udstillingen giver for første gang mulighed for at se, hvem der har leveret de enkelte forslag. Forslagene er altså ikke længere anonyme, som de hidtil har været.

Af de 180 indkomne forslag er de 31 er fra danske tegnestuer, de 107 forslag fra tegnestuer i det øvrige Europa og de resterende er fra tegnestuer i både USA, Sydamerika, Østen og Australien.

Rita Justesen, byplanchef i By & Havn, der har været rådgiver for dommerkomiteen, er glad for, at københavnerne nu også får mulighed for at se alle forslagene:

”Der er stor variation og arkitektonisk rigdom i de indkomne forslag. Der er forslag fra mange forskellige lande og arkitektoniske traditioner. Der er detaljer i de enkelte forslag, som både er fantasifulde, geniale og humoristiske. Udstillingen er bestemt et besøg værd.”

Udstillingen åbner torsdag den 18. december kl. 13 og vises frem til den 21. december i tidsrummet kl. 13-17.30. Udstillingen finder sted i Pakhus 53, Klubiensvej i Frihavnen. Læs mere på www.nordhavnen.dk.

 

Med sin unikke beliggenhed og en størrelse, der svarer til 625 fodboldbaner er Nordhavnen Skandinaviens største og mest ambitiøse byudviklingsprojekt i disse år. Den internationale idékonkurrence omfatter en overordnet plan for hele Nordhavnen, en konkret bebyggelsesplan for Indre Nordhavn samt en strategi for realiseringen af planerne.

Idékonkurrencen er tilrettelagt i samarbejde mellem By & Havn, Københavns Kommune og Akademisk Arkitektforening.


Presseinfo:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206