181 idéer til Københavns nye bydel i Nordhavnen – se dem i efterårsferien

10. oktober 2008

I efterårsferien slår By & Havn dørene op i Pakhus 53 i Københavns Frihavn. I de rustikke havneomgivelser med udsigt til containere, kraner og siloer, kan Københavnerne udforske 181 forslag til en overordnet plan for en ny bæredygtig bydel med plads til 40.000 boliger og 40.000 arbejdspladser.

 

Udstillingen er åben fra den 13. – 19. oktober hver dag fra kl. 11-17.30. Gratis entré.

Forslagene til den nye bydel i Nordhavnen kommer fra hele verden. Publikum og dommere får dog ikke noget at vide om, hvor de forskellige forslag stammer fra. Først når dommerpanelet har fundet en vinder, åbnes de medsendte navnekuverter.

Carsten Koch er bestyrelsesformand i By & Havn og formand for den dommerkomité, der med hjælp fra rådgivere skal finde vinderen blandt de 181 forslag.

”Jeg ser frem til at udforske de mange forslag sammen med resten af dommerkomitéen, men jeg er også ydmyg overfor den store opgave; en ny bydel tager ikke alene mange år og mange ressourcer at opføre. Den skal også være rustet til at kunne følge med udviklingen langt ind i fremtiden. Dommerkomiteen skal forholde sig til idéer og visioner fra alle verdenshjørner - og nogle vil sikkert være mere iøjnefaldende og innovative end andre. Men den egentlige opgave ligger især i at vurdere, om ideerne er realiserbare og bæredygtige – ikke kun bæredygtige i miljømæssig forstand men navnlig også økonomisk,” siger Carsten Koch.

Overborgmester Ritt Bjerregaard er også spændt på at se udstillingen:

"Jeg glæder mig til at se de indkomne forslag til udbygningen af Nordhavnen, som er det største byudviklingsprojekt, København står over for de kommende år. Jeg har høje forventninger til, at de deltagende planlæggere og arkitekter kommer med nye bud på, hvordan vi åbner den nye bydel mod vandet og skaber en god bystruktur i de gamle havnearealer,” siger Ritt Bjerregaard.

Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam lægger især vægt på bæredygtigheden i konkurrenceforslagene:

”Jeg er især spændt på, hvordan arkitekterne har tænkt miljøinitiativer ind. Bæredygtighed er en afgørende dimension, når vi i de kommende år udvikler Nordhavnen," siger Klaus Bondam.


Votering og udstilling

Det store arbejde med at vurdere alle de indkomne forslag starter snart, og vinderen afsløres den 18. december 2008.

Sædvanligvis åbnes en konkurrenceudstilling først for publikum, når dommerne har voteret og fundet en eller flere vindere. Men By & Havn har altså valgt, at københavnerne skal have lejlighed til at se konkurrencebidragene, inden voteringen finder sted.

Pakhus 53 ligger på Klubiensvej 7-9 i Frihavnen – på første sal over møbeldesign-firmaet GUBIs showroom. Der er cirka 10 minutters gåtur fra Nordhavn Station. Adgang til udstillingen og Frihavnen sker via toldvagten ved Sundkrogsgade.

Guidede ture

Bliv inspireret af 181 idéer og strukturer for fremtidens Nordhavn og se det hele for dig på en spændende guidet tur rundt i Københavns mest hemmelige bydel. Turen går højt til vejrs i By & Havns gamle cementsiloer, igennem det rustikke havnemiljø med containere, kraner og siloer, den idylliske Fiskerihavn og den allerede færdige Kalkbrænderihavn. By & Havns guider fortæller historien om Nordhavnen undervejs.

De guidede ture finder sted onsdag d. 15. oktober kl. 15.30 og lørdag d. 18. oktober kl. 13.00 og 15.30.

  • Tilmelding her

- eller hos guiden i udstillingen.

  • Turen varer ca. 1 ½ time og foregår med bus
  • Afgang foran Pakhus 53, Klubiensvej 7-9 i Frihavnen


 

 

 

 
Udstillingen er åben fra den 13. – 19. oktober hver dag fra kl. 11-17.30. Gratis entré.


Pressekontakt:

Carsten Arlund
Redaktør, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206