Ørestads første parkeringsanlæg indvies

3. september 2007

I dag - den 3. september – bliver det første parkeringsanlæg i Ørestad indviet. Parkeringsanlægget ligger på Arne Jacobsens Alle i Ørestad City bag Ørestad Gymnasium.

 

Parkeringsanlægget, der har været i prøvedrift siden maj 2007, er tegnet af Henning Larsen Architects og indeholder 2 x 3 etager forskudt af hinanden med en samlet kapacitet på 347 biler. Indendørs er der dagslys næsten overalt, og der er lagt stor vægt på at parkering skal foregå så uproblematisk og brugervenligt som muligt.

Udvendigt er detaljerne også i orden. Der er f.eks. monteret lameller i ædeltræ på hele den 105 meter lange østfacade.

Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam står for selve indvielsen i eftermiddag:

”Dette parkeringshus er et eksempel på, at man kan udnytte nogle muligheder, når man bygger parkeringsfaciliteter i en helt ny bydel. Først og fremmest er P-anlægget placeret rigtigt – så flest mulige mennesker får glæde af det. Den mulighed har vi ikke altid andre steder i byen,” siger Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.

Fra taget er der udsigt over det meste af Amager. På en klar dag kan man se til Sverige. Det er et fælles, offentligt tilgængeligt areal for de tre byggerier i Gymnasiekvadranten - Ørestad Gymnasium, det kommende kontorhus, som opføres af DADES og KPC Byg samt den kommende folkeskole. På taget indrettes opholds- og sportsfaciliteter. Her er der opsat basketball kurve og indrettet volleyball bane, siddegrupper og beplantning.

”Tagetagen er en stor gevinst ved dette P-anlæg. Det offentlige areal bliver et nyt og vigtigt byrum i Ørestad City, som kan udnyttes til mange rekreative formål,” siger næstformand i Ørestadsselskabets bestyrelse, Jesper Christensen, medlem af borgerrepræsentationen.

Rambøll har været ingeniør på parkeringsanlægget og Pihl & Søn, Bravida og Betonelement A/S har været entreprenører. Parkeringsanlægget ejes og drives af Ørestadsparkering A/S, som er 100 pct. ejet af Ørestadsselskabet.

Anlægget blev bygget i perioden maj 2006 til maj 2007.

Parkeringsanlægget er det første af cirka 17 parkeringsanlæg i Ørestad City og Ørestad Syd. I mens de opføres, etablerer Ørestadsparkering midlertidige parkeringspladser i terræn som f.eks. anlægget på Kay Fiskers Plads.

Når Ørestad City og Ørestad Syd er færdigudbygget, er det målet, at der maksimalt bliver 200 meter til det nærmeste parkeringshus. Der kan være lidt længere, mens der bygges, da de midlertidige parkeringspladser placeres på grunde, der endnu ikke bygges på.

Pressekontakt i Ørestadsselskabet:

Carsten Arlund
T: 2075 1701,
E: ca@orestad.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206