Verdensarkitekter bag Copenhagen Towers

14. marts 2007

Det verdensberømte engelske arkitektfirma Foster + Partners er gået i samarbejde med danske DISSING+WEITLING om at udforme masterplanen for Copenhagen Towers i Ørestad for Sjælsø Gruppen.

 

Sjælsø Gruppen købte i marts 2006 129.000 etagemeter byggeret til et erhvervsbyggeri lige syd for Øresundsmotorvejen i Ørestad. Siden kontrakten blev indgået har Sjælsø Gruppen og Ørestadsselskabet bearbejdet arkitekturen og konceptet i byggeriet, som har fået navnet Copenhagen Towers.

Det ligger nu fast, at Foster + Partners i samarbejde med DISSING+WEITLING står bag udformningen af masterplanen. Projektet, som får facade direkte ud mod Øresundsmotorvejen, vil bl.a. rumme tre højhuse på cirka 85 meter. Byggeriet vil foruden kontorfaciliteter for store og mindre virksomheder rumme et hotel med 250 værelser, 130 hotellejligheder, mødefaciliteter, restauranter og caféer, fitness center og en række butikker.

Inden for kort tid vil Sjælsø Gruppen og Ørestadsselskabet kunne offentliggøre mere konkrete planer for byggeriet.

Administrerende direktør Ib Henrik Rønje fra Sjælsø Gruppen siger om byggeriet: ”Copenhagen Towers er et internationalt, unikt forretningsmiljø med indbygget fleksibilitet og fremtidssikring. I sig selv et arkitektonisk vartegn for Ørestad og København, men også en ny definition af, hvordan en arbejdsplads kan fungere på alle fronter. Først og fremmest har vi fokus på mennesker. Copenhagen Towers skal fungere som arbejdsplads, oplevelse og ressource for mennesker – både lokalt, nationalt og internationalt.”

Om de nuværende planer siger overborgmester Ritt Bjerregaard: ”Copenhagen Towers bliver vigtigt for udviklingen af hele Øresundsregionen. Der vil skabes mange nye arbejdspladser, og placeringen mellem lufthavnen og Øresundsbron på den ene side og København på den anden er ideel for internationale virksomheder. Og så er det jo kun glædeligt, at det endnu en-gang er lykkedes en bygherre at tiltrække et af verdens mest berømte arkitektfirmaer, Foster + Partners til at arbejde i Ørestad."

Ritt Bjerregaard udtaler videre: "Planerne for Copenhagen Towers indeholder jo en række højhuse på over 80 meter. Tårnene vil have en meget stor synlighed når man kommer kørende ad Øresundsmotorvejen og nærmer sig København. Dermed bliver den nye skyline også et symbol for den udvikling, som er i gang mange steder i hovedstaden - f.eks. i København City, som jo bl.a. handler om at transformere hovedstaden til en international metropol."

Administrerende direktør i Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen udtaler: "Der er ingen tvivl om, at kombinationen af synligheden og Ørestads uovertrufne beliggenhed og tilgængelighed i kraft af Metro, Øresundsmotorvej og Øresundsbanen vil tiltrække den rigtige type virksomheder. Og Copenhagen Towers mange tilbud – restauranter, hotel og butikker - samt de mange medarbejdere i sig selv vil omvendt tilføje dynamik og liv til Ørestad.”

Yderligere oplysninger:

Adm. direktør Ib Henrik Rønje,

Sjælsø Gruppen: 2047 1144

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen,

Ørestadsselskabet: 3311 1700

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701

Søren Bech Gade
Kommunikationsmedarbejder
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990



Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206