er By & Havns økonomi sund?

 

Læs med her og se, hvad der er op og ned i By & Havns økonomi.

1. Har By & Havn overskud?

Efter finanskrisen har By & Havn oplevet stor fremgang, og i perioden 2013-2017 havde vi et overskud på over 2 mia. kr. Vi bruger overskuddet til at betale af på vores gæld.

2. Hvor kommer By & Havns indtægter fra?

By & Havns indtægter kommer hovedsageligt fra salg af grunde, men også fra udlejning af ejendomme, parkering og havnedrift. I 2016 havde vi indtægter for ca. 475 mio. kr. (ekskl. salgsindtægter) og udgifter for ca. 175 mio. kr. Det betød et positivt resultat (pengestrøm) på ca. 300 mio. kr. Derudover sælger vi grunde for ca. 1 mia. kr. om året.

3. Hvad investerer By & Havn i?

By & Havn bruger penge på at udvikle byområder, fx etablere cykelstier, veje, kanaler, parkeringshuse, byrum, store og små parker, sports- og fritidsfaciliteter. Vi har fx bygget Konditaget Lüders i Nordhavn og etableret byparken i Ørestad. Vi udvikler også havnen. Vi har fx etableret en ny krydstogtskaj på Oceankaj. Vi bruger også penge på at drive Københavns havn og de parkeringshuse, vi opfører.

4. Hvorfor har By & Havn så meget gæld? 

By & Havn er stiftet i 2007 med en milliardgæld. Dengang aftalte man to ting:

1. At By & Havn fik en række byggefelter langs Københavns havn og i Ørestad. 

2. At By & Havn skulle betale et stort engangsbeløb til Metroselskabet, til medfinansiering af den eksisterende metro og Cityringen.

Siden dengang er det også blevet besluttet fra politisk side, at By & Havn skulle bidrage til Nordhavnsmetroen, Sydhavnsmetroen og Nordhavnstunnelen. Samtidig var By & Havn kort efter stiftelsen fra 2009-2013 stærkt påvirket af finanskrisen. Det betyder, at By & Havn har haft en stigende gæld. 

I dag har By & Havn en gæld på ca. 19. mia kr. Den del af gælden vi betaler renter af er ca. 14 mia. kr. (den nominelle rentebærende nettogæld).

Det er en økonomisk udfordring at have så stor en negativ egenkapital, men uanset om gælden fra de store infrastrukturprojekter er placeret i By & Havn eller et andet sted, skal gælden betales.

5. Hvordan vil By & Havn betale gælden tilbage?

By & Havn betaler gælden tilbage ved at: 

1. Skabe et overskud gennem udlejning af ejendomme, parkering og havnedrift 

2. Sælge byggegrunde. 

Sagt lidt forenklet bruger vi førstnævnte til at betale renter af gælden og sidstnævnte til nye investeringer og til at tilbagebetale selve gælden. Vores beregninger viser, at det er realistisk at betale gælden af på lang sigt. 

6. Kan By & Havn betale renterne af den store gæld?

Ja, det kan By & Havn godt. I 2016 havde By & Havn renteudgifter på 180 mio. kr., mens indtægterne (før afskrivninger) var på ca. 300 mio. kr. Derudover solgte vi byggegrunde for ca. 1 mia. kr. 

7. Hvad sker der, hvis renten stiger?

Enhver virksomhed med så stor en gæld som By & Havn vil være sårbar overfor rentestigninger. Vi er naturligvis opmærksomme på, at den nuværende rente er lav, og at vi vil få stigende renteudgifter, når renten stiger. Det har vi også taget højde for i vores prognoser. Vi har bl.a. optaget en stor del af gælden med fast rente. I slutningen af 2016 var kun en tredjedel af gælden optaget med variabel rente. 

8. Hvorfor har By & Havn en negativ egenkapital?

By & Havn blev stiftet med en egenkapital på 450 mio. kr. og har i dag en negativ egenkapital på ca. 3,5 mia. kr.  

Det skyldes bl.a. at man fra politisk side har valgt, at selskabet skal medfinansiere Sydhavnsmetroen og Nordhavnstunnelen, samt en række andre faktorer såsom lovgivningsændringer på skatteområdet m.m.

9. Hvordan fastsætter By & Havn værdien på usolgte grunde?

By & Havn sælger grunde på markedsvilkår. Det betyder, at de usolgte grunde også vurderes på markedsvilkår. Der er altid en usikkerhed forbundet med de salg, der ligger langt ude i fremtiden, og derfor fastsætter vi grundene ud fra et forsigtighedsprincip. Derudover får vi med jævne mellemrum vurderinger fra eksterne valuarer for at sikre, at byggegrundene er realistisk værdisat. Vi har overskud på vores salg af grunde, og det viser, at vi vurderer grundenes værdi realistisk. Man kan også læse om vores vurderingsprincipper i årsrapporten for 2016.

10. Hvordan balancerer I hensynet til at tjene penge med hensynet til at bygge bydele af høj kvalitet?

Vi mener, at de to hensyn går hånd i hånd. Ved at udvikle velfungerende, bæredygtige bydele af høj kvalitet, får vi samtidig også den største indtjening. Vi tager hånd om alle faser fra bar mark eller industriområde til bæredygtig bydel, og vi er underlagt helt samme krav fra kommunen som andre udviklere. Derudover har vi selv en række krav til vores byggerier, fx at de bliver bæredygtighedscertificeret. 

11. Er By & Havns regnskaber tilgængelige for offentligheden?

Ja, alle By & Havns regnskaber er tilgængelige her. Vores regnskaber bliver også gået efter i sømmene af ekstern revision, det gælder både Deloitte og Rigsrevisionen. 

12. Er By & Havns økonomi sund? 

By & Havn har en stor gæld og en negativ egenkapital. Det vil tage lang tid før egenkapitalen bliver positiv og gælden er betalt, men det går den rigtige vej. I de kommende år vil egenkapitalen blive forbedret og gælden vil falde (målt i fast pris). Vi foretager langsigtede investeringer og vores økonomi skal også ses i et langsigtet perspektiv. Det er vores klare forventning at egenkapitalen bliver positiv igen, og at det er realistisk at betale gælden af på langt sigt.

Uddybende svar på kronik i politiken


Bestyrelsesformand i By & Havn Carsten Koch svarer på en kronik bragt i Politiken fredag den 17. november 2017. 


Læs 'Stop myterne om By & Havns økonomi' her.