Levantkaj bliver et bæredygtigt bykvarter

 

Team Entasis er kåret som vinder af masterplan konkurrencen om Levantkaj i Nordhavn. Inspirationen er den eksisterende havneterminal og dens enkle containerstrukturer. Københavnerne kan se frem til et bykvarter, der får egen metrostation, Nordhavns første folkeskole - og kirke.

I programmet til den overståede masterplankonkurrence er visionen for Levantkaj, at kvarteret skal samle alle Nordhavns kvaliteter i ét bykvarter. Levantkajs størrelse gør det muligt at skabe et intenst urbant byliv med arbejdspladser, butikker og restauranter omkring og i nærheden af den kommende metrostation og metrolinjen.

Team Entasis' vinderforslag udnytter den store forskel mellem Skudehavnen og den nordlige kyst, hvor vandet er lavt og roligt og de østlige og sydlige kyster, hvor der er mere vind og bølger. Mod nord introduceres en vildtvoksende og naturpræget kystprofil med strand- og engområder. Mod syd etableres en mere urban og struktureret park med tætte rækker af stramt anlagte træbeplantninger.

Vinderforslaget danner grundlag for lokalplanforslaget

Vinderforslaget skal i de kommende måneder kvalificeres. Det sker i et samarbejde mellem team Entasis, By & Havn og Københavns Kommune. By & Havn har som mål at bæredygtighedscertificere byområdet efter DGNB standarden, og det arbejde starter også nu. Herefter skal vinderforslaget danne grundlag for et lokalplansforslag, som Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune skal vedtage.

Navnet Levantkaj hentyder til en fortidig, orientalsk, travl havneby. Og netop den travle havneterminal vil københavnerne kunne genkende på den fremtidige Levantkaj. I dag ligger containerterminalen i området, men den flyttes til landopfyldningen i Ydre Nordhavn for at give plads til byudviklingen med boliger og arbejdspladser på Levantkaj.

Kommende beboere kan se frem til et kvarter med Nordhavns første folkeskole, første kirke og egen metrostation. Omkring Skudehavnen og Skudeløbet mod nord kan beboere og besøgende nyde både strand og naturområde, der ligger i det stille vand. Kano- og kajakture bliver også muligt i Skudehavnen og gennem kanaler syd på til Indre Nordhavn. 

Fem kvarterer

Levantkaj får fem forskellige kvarterer, der alle har åbne byrum som fællesnævner. 

  • Mod syd etableres et kvarter med rækker af pakhuslignende bygninger i forskellige højde og dybde, der i modsætning til de velkendte karréer, åbner byrummet op for aktiviteter og fællesskab. Her bliver hver anden gade en såkaldt naturgade med beplantning og træer, hvor der er lukket for biltrafik.
  • Mod nordøst får Levantkaj en såkaldt haveby, hvor husene bliver gradvist lavere, og der bygges rækkehuse. De to første kvarterer bliver de største boligkvarterer rent arealmæssigt.
  • Mod nord er der et kvarter, hvor bygningerne tilpasser sig metrolinjen, der kører gennem Levantkaj.
  • Skudehavnsøen bliver portalen til Levantkaj med både boliger- og erhverv.
  • Levantkaj Vest huser allerede i dag Copenhagen International School, og her kommer også Nordhavns første folkeskole samt fritidsinstitutioner.

Forskellige oplevelser

En gåtur rundt om Levantkaj vil give beboere og besøgene to meget forskellige oplevelser. På den sydlige kyst kan man gå gennem Levantparken, der er en 50 meter bred park, der hvor byen hører op og parken begynder. Et sted hvor man kan sidde med ryggen mod muren og ansigtet i solen eller være aktiv i et af de mange byrum, der etableres langs hele sydsiden i mellem rækkerne af træer. Her kan der være vind og høje bølger, og man kan ikke gå helt ned til vandet.

På den nordlige kyst skaber man en flydende grænse mellem land og vand, her bliver der vildtvoksende natur, og vandet vil være lavere og roligere, og man kan komme helt ned til vandkanten. 

Træer og beplantning kommer til at variere, når man går gennem de forskellige kvarterer på Levantkaj. Mod syd starter beplantningen i en stram struktur og går gennem bebyggelserne. Jo mere man bevæger sig mod nord, desto løsere og mere vildtvoksende bliver beplantningen.

Levantkaj har et 17 meter bredt og 500 meter langt teknisk spor med ledninger og kabler i jorden, der skal respekteres, og derfor bliver det indrettet som grønt område, hvor beboere og besøgende f.eks. kan tage sig en løbetur og nyde den friske luft. Her bliver der plantet espalierer og klatrende planter på husene, der vil skabe et grønt indtryk i flere etagers højde.

Levantkaj bliver forbundet til resten af Nordhavn via to broer for alle typer trafikanter, to broer for cykler og fodgængere og så naturligvis metrolinjen.



Fakta: Levantkaj i tal 

  • Området bruges i dag til containerterminal, som forventes at flytte til Ydre Nordhavn i 2021. Det nye område er lige nu ved at blive opfyldt bl.a. med jord fra udgravningerne fra den københavnske metro.
  • I alt er der tale om ca. 34 ha grundareal (340.000 m2) og 13 ha vandareal (130.000 m2).
  • I alt kan Levantkaj bebygges med 30.000 etagemeter på Levantkajs vestlige del og ca. 475.000 etagemeter på den østlige del (inkl. P-huse). I alt 505.000 etagemeter.
  • Levantkaj skal huse 10-12.000 beboere og medarbejdere.



Video om Levantkaj

 Hør By & Havns chef for Planlægning & Arkitektur Rita Justesen fortælle om Levantkaj. Videoen er produceret af Politiken.

 

Materialer om Levantkaj

Hent dommerbetænkningen, billeder og fakta om konkurrencen her.