Byliv anbefaler:
PLUG N PLAY
Urbane Haver og baner til parkour, bmx dirt jump, speedskating og meget andet. Du kobler dig bare på – og du er klar til leg! www.plugnplay.dk
VM BJERGET
Verdens bedste boliger. Gør som et stort antal udenlandske design- og arkitekturturister - læg vejen omkring VM Bjerget. www.vmbjerget.dk
ØRESTADSFORTÆLLINGER
Log på og lyt til Ørestadsfortællinger. Hør bl.a. VM Bjergets arkitekt Bjarke Ingels og DRs musikchef Leif Lønsmann om Ørestad. www.orestad.dk/lyd_fortallinger
NORDHAVNEN
Følg med på sidelinjen mens Nordens største udviklingsprojekt bliver skudt i gang. Smut ind på hjemmesiden eller hop på cyklen og se dele af København du ikke vidste eksisterede. www.nordhavnen.dk

abyrvalg
Byliv
Byliv er en afdeling i udviklingsselskabet By & Havn. Men det er også en mission for selskabet - at være katalysator for bylivet og hverdagslivet i Københavns nye byudviklingsområder.
Arbejdet med byliv i By & Havns udviklingsområder – bl.a. Nordhavnen og Ørestad - sker ud fra en helhedsorienteret tilgang til begrebet. En velfungerende by skal have atmosfære sommer og vinter – i hverdagen og ved særlige begivenheder – udendørs og indendørs. I Danmark kan man jo af gode grunde ikke sidde på fortovscafé og drikke café latte hele året.
Byliv tager tid
Den nye by skal have lov ”at sætte sig”, en kritisk masse skal opbygges, og stedet skal finde sin egen identitet og dyrke sine egne traditioner. Når man bygger på bar mark, er udfordringen blandt andet, at der ikke findes historie, byrum, mødesteder, indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter eller helt essentielt mennesker fra starten – der er langt til kritisk masse! Og hvad kommer så først? Skolen eller børnene, caféen eller menneskerne – hønen eller ægget.
Ved udviklingen af en ny bydel kan man tale om tre niveauer, der skal smelte sammen over tid.
-
Det fysiske niveau. Det vil sige rammerne, som omfatter den ”hårde” infrastruktur med pladser, parker, veje, kollektiv trafikbetjening m.v.
-
Det funktionelle niveau. Herunder indkøbsmuligheder, butikker, caféer, institutioner og fritidstilbud.
-
Den mentale infrastruktur. Superlimen der skal få det hele til at hænge sammen – netværk, foreninger, organisationer – alt det man ikke kan bestille, tegne, planlægge og placere på et papir.
Jo større og jo mere alsidig den mentale infrastruktur er, desto større er chancerne for, at aktiviteter og projekter fødes nedefra. Erfaringerne med bylivsarbejdet i bl.a. Ørestad er netop, at den mentale infrastruktur er kimen til, at den gode og levende by opstår.
Kan man planlægge sig ind i et pulserende byliv?
Nej, men man kan skabe rammerne og være med til at skubbe på vej. I byudviklingen bør man prioritere de bløde værdier, kulturen, idrætten og alt det imaginære ligeså højt, som selve den fysiske planlægning. I f.eks. Ørestad finder man en stor pionerånd og masser af ildsjæle. Der er en vilje til at bane vejen og være med til at skrive bydelens historie og fremelske det, som gør Ørestad unik i København. Derfor bliver der også taget rigtig mange lokale initiativer, men udfordringen er stadig, at processen tager tid, for byliv er ikke en fysisk vare, der kan bestilles.
Er det godt for bundlinjen at investere i byliv?
Helt sikkert. I kraft af at byliv er blevet "det nye sort", kan det betale sig at gøre en ekstra indsats for at gøde jorden og nære initiativer, der giver liv i gadebilledet og skaber efterspørgsel. Det omtalte sportsområde PLUG N PLAY i Ørestad Syd er et godt eksempel på, at man vedligeholder et områdes værdi – på trods af tomme byggegrunde og en lang tidshorisont. Men man skal hele tiden huske på, at ildsjæle derimod ikke kan købes for penge. Derfor handler investeringen i lige så høj grad om at involvere, skabe netværk og råderum for de mennesker, der bor, arbejder og bruger de nye bydele.
I By & Havn har vi været med til at skabe nogle genveje. Skubbe til initiativer, der kan hjælpe bylivet på vej, så det måske kommer tidligere, end det ville være kommet af sig selv. Men byliv har som sagt ingen stregkode, det kan ikke dyrkes i et drivhus, der findes hverken entydige definitioner eller opskrifter.
Ansvaret for den gode by ligger hos os alle
Det er et samspil mellem byudvikler, kommune, developer, virksomheder, institutioner og beboere. Når vi udvikler København, har vi et fælles ansvar for at tænke i helheder. Nye bydele skal integreres med de gamle. Der skal være synergi og destinationer på kryds og tværs, men i respekt for hver enkelt bydels særlige identitet og alder. Og så bliver vi i øvrigt aldrig færdige med at bygge by. Det er et evighedsprojekt, for selv nye bydele skal hele tiden vitaliseres og revitaliseres. Når København vokser, er det vigtigt, at vi også på det overordnede plan har en holistisk tilgang til udviklingen. Bydele skal ikke ligne hinanden – ej heller bylivet. De skal hver især dyrke deres egenart, som til sammen skaber den mangfoldige metropol.