Fakta om Ørestad

  • Ørestad udvikles over de næste cirka 20 år.
  • Ørestad strækker sig over fem kilometer fra kanten af city til tæt på Københavns Lufthavn. Bydelens bredde er cirka 600 meter
  • Det samlede areal er 310 hektar - eller 3,1 mio. kvadratmeter.
  • Der kan bygges 3.1 mio. etagemeter i Ørestad. Godt halvdelen er solgt
  • Der er seks Metrostationer: Islands Brygge, Universitetet (DR Byen), Sundby, Bella Center, Ørestad og Vestamager
  • Ørestad kommer til at rumme 60% erhvervs- og kontorbyggeri, 20% boliger og 20% øvrigt byggeri til anvendelse for kultur, service, handel og institutioner.
  • 80.000 mennesker kommer til at arbejde i Ørestad
  • 20.000 mennesker kommer til at bo i Ørestad
  • Næsten 20.000 mennesker studerer allerede i Ørestad

Eksempler på virksomheder i Ørestad

Blandt andre Steen & Strøm, Metroselskabet, Atkins, Handelsbanken, Medicon Valley Academy, Medtronic-Vicare A/S, UCB Pharma, DR, Novo Nordisk Scandinavia, GlaxoSmithKline, Accenture, Ferring, Dell, Biogen Idec Denmark, Nikon, Shell Gas, BearingPoint, RAE Systems Europe og Home har allerede gjort det. De har lagt en afdeling - eller deres domicil i Ørestad. Og store virksomheder som f.eks. Rambøl er på vej til Københavns nye bydel.

Lokalplaner for Ørestad

abyrvalg

Ørestad: Boliger, børnehaver, boldbaner og business

Få minutter fra Øresundsbron og lufthavnen – og kun 10 minutter fra København City - skyder Ørestad lige nu i vejret.


Blandet by

Ørestad er hverken en erhvervspark eller en soveby. Det er en blandet bydel, hvor erhvervsbyggerierne skyder op ved siden af lejlighedsbyggerierne, der i øvrigt er kendetegnet ved blandingen af ejerformer. Her findes både leje-, ejer-, andels- og almene lejligheder i samme kvarter, og sommetider endda i samme byggeri. Allerede nu bor der godt 5.000 mennesker i Ørestad. Men dette tal vil stige til godt 20.000 i løbet af de kommende 15-20 år. Samtidig forventes det, at mellem 60.000 og 80.000 mennesker på sigt vil arbejde i Ørestads virksomheder og yderligere 20.000 studerende vil befolke gymnasiet, IT-Universitetet og Københavns Universitet i fremtiden.



Virksomheder, der flytter til Ørestad, gør det primært på grund af beliggenheden. Øresundsmotorvejen og jernbanen passerer i Ørestad City og giver optimal tilgængelighed bl.a. fra Københavns Lufthavn og Øresundsbron. Fem af Metroens stationer ligger i Ørestad. Der er afgang hvert 3. minut i myldretiderne, og rejsetiden fra f.eks. Ørestad City til Kongens Nytorv er 10 minutter. Samtidig er Metroen et designmæssigt ikon i kraft af den allestedsnærværende højbane, der vidner om den korte afstand til det gamle København.

Som en bonus har en del af Ørestads virksomheder erkendt fordelen i at have let adgang til svensk arbejdskraft. En medarbejder, der pendler fra Malmö, kan være i Ørestad på cirka en halv time – hvad enten han tager bilen eller toget. For nogle virksomheder er der selvfølgelig også prestige i at lokalisere sig der, hvor udviklingen sker; intet andet sted i regionen går udviklingen så stærkt, som den gør i Ørestad.

Fire kvarterer

Ørestad er inddelt i fire bykvarterer med hver deres særpræg; Ørestad Nord, Amager Fælled Kvarteret, Ørestad City og Ørestad Syd, og de udvikles i forskellig takt. Ørestad Nord og City er allerede taget i brug. Erhvervsudviklingen koncentrerer sig for øjeblikket primært om Ørestad City og Ørestad Syd – det nordligste kvarter er stort set færdigbygget og indflyttet.

Både danske og internationale stjernearkitekter som Forster+Partners (UK), Daniel Libeskind (US), Jean Nouvel (FR), Henning Larsen Architects og Lundgaard & Tranberg er valgt til at skabe boliger og kontorer for fremtiden i Ørestad.

En ung bydel

Nye tal fra Københavns Kommune og Danmarks Statistik (efteråret 2008) bekræfter, hvad gadebilledet har vist i et stykke tid. Ørestad tiltrækker i stor stil unge og børnefamilier.

I Ørestad, hvor befolkningstallet fra 2005 til 2008 er vokset fra 375 til ca. 5.000 beboere, viser tallene, at bydelen er en meget ung bydel. Antallet af 0-5 årige og 21-35 årige er kraftigt overrepræsenteret i forhold til Københavns Kommune generelt, der i forvejen ligger højt i forhold til landet som helhed for denne aldersgruppe.



Da statistikken blev lavet, var der der 618 børnefamilier i bydelen - og det er forholdsvis markant flere end i det øvrige København. Ligeledes er der en overrepræsentation af unge mellem 21 og 24 år i Ørestad. Dette skyldes især de mange kollegier i bydelen, der rummer det prisbelønnede Tietgenkollegiet, Bikuben Kollegiet og ungdomsboligerne i Signalhuset.

Over halvdelen solgt

Udviklingen af Ørestad går støt fremad. Godt halvdelen af de 3.1 millioner kvadratmeter er allerede solgt, og det betyder, at bydelen kan udvikles i løbet af de næste 15 år; afhængig af konjunkturerne.



Det er selvfølgelig en hovedopgave for By & Havn at sælge byggeret, men selskabet ser det også som sin opgave at være med til at skabe et alsidigt og attraktivt byliv mellem alle de nye arbejdspladser og boliger. BYLIV er et af initiativerne, som fungerer som fødselshjælper for nye projekter, der gør Ørestad til et rart og dynamisk sted at bo, arbejde og besøge.

PÅ KORTET

Information om Ørestad

Ørestad har sin egen hjemmeside med detaljeret information om bydelen

www.orestad.dk