abyrvalg

Et område der emmer af historie

Hele området fra Amerika Plads til Langelinie blev i slutningen af 1800-tallet anlagt som Frihavnsområde, hvor de gamle pakhuse stadig vidner om, hvordan gods fra hele verden ankom til dette område. Det var imidlertid ikke kun gods der blev fragtet, fra Amerikakaj afgik også de store dampere til og fra New York. I dag kan man langs kajen se navnene på nogle af de danskere, som drog over Atlanten for at prøve lykken i Amerika.



Anlæggelsen af Søndre Frihavn var et imponerende stykke ingeniørarbejde, der fuldt ud kan måle sig med anlæggelse af Øresundsbroen og andre store nutidige anlægsarbejder. Hele området består af opfyldte vandarealer, og kunne med vanddybder på op til 9 meter tage imod selv de største oceangående skibe. Frihavnen blev officielt indviet den 8. november 1894, mindre end fire år efter beslutningen om etableringen blev vedtaget.

Særligt Vilhelm Dahlerup kom til at præge arkitekturen i Søndre Frihavn. Han stod blandt andet bag Frihavnens Elværk, som i dag huser kulturhuset Pakhus 11 og det store pakhus på Østmolen, som er blevet gennemrenoveret og i dag huser Erhvervsfremmestyrelsen og Told & Skat museet. Men også Pakhus 12 på Amerikakaj, tegnet i 1899 af F.L. Levy, Cappela, tegnet i 1899 af Thorvald Bindesbøll og Frihavnsstationen, tegnet i 1895 af Heinrick Wenck vidner om høj kvalitet og godt håndværk.



I omgivelserne nyder Amerika Plads godt af nærheden til Kastellet og Langelinieparken. Da Søndre Frihavn blev anlagt mistede københavnerne promenaden langs Kastellet, som hidtil havde været blandt de meste populære. I stedet for blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen, som stadig i dag er et populært udflugtsmål. Områdets mest populære udflugtsmål er trods alt nok ”Den Lille Havfrue”, udført af Edv. Eriksen og i 1913 opstillet på en stenblok, lige syd for lystbådehavnen.