fn byen

 

Den 4. juli 2013 blev FN Byen indviet af HM Dronningen, FNs generalsekretær, statsministeren, udenrigsministeren og udviklingsministeren. By & Havn er bygherre på byggeriet, som allerede under sin opførelse har modtaget internationale priser.

Ved indsejlingen til Københavns Havn ligger det markante, stjerneformede byggeri. Ankommer man til byen fx med båd fra Oslo eller med et af de mange krydstogtskibe, der lægger til kaj ved Langelinie, kan man ikke undgå at bemærke FN Byen, som ligger næsten på spidsen af Marmormolen som det første nyopførte byggeri i Indre Nordhavn. Et bykvarter der forandrer sig fra industriområde til en ny københavnsk bydel ved de nordlige kajkanter nu og i de kommende år.

Historien om det nye FN Byggeri begyndte i år 2000, da FN besluttede sig for at arbejde for at gøre sine organisationer både mere energieffektive og sammenhængende. For at understøtte den beslutning nedsatte den danske stat en gruppe på tværs af ministerierne, der skulle undersøge mulighederne for at samle alle danske FN-aktiviteter under ét tag i København. 

Flere lokaliteter i hovedstaden blev overvejet, men i sidste ende blev Nordhavnen og Marmormolen valgt, fordi FN Byen og UNICEFs verdenslager kunne ligge i umiddelbar nærhed af hinanden. Planerne for en samlet FN By på Marmormolen tog for alvor form i årene herefter. Bl.a. var det en større kabale at finde en ny placering til verdenslageret samt at sikre, at det nye lager skulle stå klart, allerede når det gamle lager blev revet ned, således at UNICEF hele tiden havde fungerende lagerfaciliteter.


Luftfoto fra Marmormolen, 2010 med UNICEFs verdenslager

Masterplan og rådgiver på plads
Udenrigsministeriet henvendte sig til By & Havn, der ejer Marmormolen, og i foråret 2008 kunne By & Havn fremvise masterplanen for Marmormolen inklusiv en FN By. Som en del af FN Byen skulle der også opføres et nyt, fuldautomatisk verdenslager til UNICEF.

I slutningen af 2008 blev arkitektfirmaet 3XN sammen med Leif Hansen Rådgivende Ingeniører – nu Orbicon – valgt som rådgivere på opgaven. Der var stort fokus på, at FN’s ønsker og behov blev opfyldt, så man arbejdede ud fra en såkaldt need analysis, som var baseret på mere end tusind spørgeskemaer og indeholdte detaljerede beskrivelser af FN’s krav til byggeriet. By & Havn fik således leveret en kravsliste fra FN og kunne derefter sætte arkitekterne i gang med at skabe den fremtidige FN By. Den brugerdrevne innovation er kernen i tilblivelsen af FN Byen, og undervejs i byggeprocessen har By & Havn haft en konstant dialog med FN. På den måde har man sikret sig, at byggeriet lever fuldstændigt op til FN’s forventninger til sit nye hovedkvarter.


Revideret masterplan - 5-takket FN By men med mulighed for udvidelse til en 8-takket stjerne

En del af FN’s krav betød, at bygningens form skulle ændres i forhold til den oprindelige masterplan. Den oprindelige idé arbejdede med et harmonika-formet byggeri. I stedet skabte 3XN FN Byen som en ottetakket stjerne. Det stjerneformede design blev til ud fra ønsket om en bygning, som klart kunne udtrykke FN’s værdier og autoritet. Der skulle være en samlende midte i huset – et hjerte – som kunne organisere alle fælles funktioner, gøre interaktion både mulig og naturlig og signalere åbenhed på alle niveauer. Husets form skulle udtrykke en organisation, der arbejder effektivt og professionelt i de enkelte områder under det samlende, fælles værdisæt ’delivering as one’. Byggeriet skulle desuden have en høj miljømæssig profil og være et energiklasse 1-byggeri, hvilket betyder, at der i huset bruges under 50 KwH pr. m2 pr. år. 

I først etape af byggeriet skulle stjernen dog kun bygges med fem af de otte takker – senere ville man tage stilling til, hvorvidt de sidste tre takker skulle tilføjes. Og før kranerne for alvor kunne begynde at svinge over området, skulle der udarbejdes en lokalplan for området. Ud fra lokalplanen skulle der desuden etableres kanaler, veje, lyskryds og laves omlægning af forsyninger for at gøre klar til byggeriet. 

I december 2009 vedtog Københavns Borgerrepræsentation lokalplanen for området baseret på 3XNs masterplan. I lokalplanen blev det fastslået, at den yderste spids af Marmormolen skulle være et rekreativt område med adgang for alle, mens FN Byen af sikkerhedsgrunde skulle bygges på sin egen ø. 

Første spadestik
Kun få måneder inde i 2010 blev de udtjente bådebroer på Marmormolen revet ned. By & Havn udmeldte, at FN ville kunne flytte ind i sit nye domicil blot tre år efter byggeriets begyndelse. Det løfte blev holdt. Den 15. april tog overborgmester Frank Jensen første spadestik til Marmormolen og markerede dermed begyndelsen på bydelens udvikling og byggeriet af FN Byen. I juni indgik By & Havn totalentreprisekontrakt med E. Pihl & Søn A.S., der dermed skulle stå for opførelsen af 1. etape af FN Byen på ca. 28.000 etagemeter. 

Cirka samtidig blev E. Pihl & Søn A.S. igen valgt til at bygge den konventionelle del af verdenslageret med tilhørende lageradministration, mens SSI Schäfer A/S skulle levere et fuldautomatisk robotstyret højlager, et automatisk pakkeri og en klimaskærm til højlageret. Lageret, som tidligere lå på Marmormolen, består bl.a. af en slags gigantisk væg-beklædt stålreol, som kan rumme ca. 37.000 US- eller EUR-paller. 

Den 9. november 2010 tog daværende udviklingsminister Søren Pind og adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen første spadestik på FN Byen. Dermed var byggeriet af den stjerneformede kontorbygning på Marmormolen og det nye fuldautomatiske verdenslager i Nordhavnen for alvor i gang. 

Rejsegilde
Trods en hård vinter blev toppen nået på UNICEF’s nye verdenslager i Nordhavnen på en forårsdag den 11. maj 2011. Den imponerende stålkonstruktion stod færdig, og der blev holdt rejsegilde. 

FN Byen skød for alvor i vejret i løbet af 2011, og i september kunne By & Havn holde endnu et rejsegilde, da alle seks etager var rejst. Tidsplanen for byggeriet blev holdt, så der var stor ros til alle involverede parter fra talerstolen.

I oktober besøgte FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon den kommende FN By samt lageret, og han fik lejlighed til at se kvaliteten i de to byggerier. Generalsekretæren var begejstret for byggerierne:

”Da jeg så den nye FN By i dag, blev jeg meget overrasket over alle de bæredygtige og miljørigtige løsninger, byggerierne indeholder. Når det hele står færdigt, vil alle FN-organisationerne i Danmark i sandhed kunne arbejde i samme retning. Vi kan alle være meget stolte,” sagde Ban Ki-Moon.

En måned efter generalsekretærens besøg besluttede den danske regering, at den stjerneformede bygning skulle have sit retmæssige antal takker – altså otte. Det betød en udvidelse på 17.000 m2, allerede inden bygningen stod færdig, og dermed ville FN’s nye hovedkvarter i Danmark blive på 45.000 m2. 

Nye ejerforhold
Kort før nytår i 2011 indgik By & Havn, ATP og PensionDanmark årets største ejendomshandel og ejerforholdene omkring bl.a. FN Byen ændrede sig. De tre parter oprettede et konsortium, der købte FN Byen og erhvervsprojektet ved siden af, LM Project.

 

FN Byen kunne den 18. april høste international anerkendelse, da byggeriet modtog den prestigefulde Green Building Award for sin enestående energieffektivitet. Europa Kommissionen slog fast, at FN Byen er et byggeri i særklasse, når det kommer til grøn energi og miljørigtige løsninger. 

I samme måned gik maskinerne i gang med nedrivningen af det eksisterende UNICEF-lager på Marmormolen i forbindelse med, at lagerfunktionen skulle flyttes til det nye, fuldautomatiske lager et par hundrede meter mod nord. Allerede samme år, i sommeren 2012, blev det nye lager taget i brug.

Ved årsskiftet 2012-2013 overtog Udenrigsministeriet så FN Byens første etape bestående af de fem takker i stjernen. Samtidig fortsætter arbejdet med at få de sidste tre takker færdige. 

I mål. Til tiden
Den 4. juli 2013 blev FN Byen officielt indviet, og en ny historie kunne begynde. Nemlig historien om et samlet FN i Danmark, hvor alle organisationer kan udvikle sig og arbejde sammen i et unikt byggeri af arkitektonisk og miljømæssig høj kvalitet. 

Den 1. januar 2014 blev 2. etape af FN Byen afleveret til FN, men By & Havn fortsætter med at have ansvaret for byggeriet indtil 5-års-gennemgangen er udfærdiget i begyndelsen af 2015. 


Fakta om FN Byen

  • 45.000 m2 kontor
  • 5.000 m2 teknik og lager i kælderen
  • Auditorium med plads til 450 gæster
  • Der bruges regnvand i WC’erne
  • Køling af bygningen foregår via havvand
  • Alt lys er teknisk styret
  • Husets første del blev taget i brug ved årsskiftet 2012/2013
  • Huset er bygget som et energiklasse 1-hus. Energiklasse 1 er en betegnelse for et klimarigtigt hus, som skal bruge mindre end 50 kWh pr kvm pr år til opvarmning
  • Solcellesystem på taget
  • Byggeriet opføres på en ø, som er konstrueret til lejligheden
  • Tegnet af arkitektfirmaet 3XN  

fn organisationer i danmark

På nuværende tidspunkt har FN følgende organisationer placeret i Danmark:

  • UNOPS – servicerer og koordinerer på vegne af all FNs underorganisationer 
  • UNDP – FNs Udviklingsprogram 
  • WHO – FNs Sundhedsorganisation 
  • UNICEF - Børnefonden 
  • WFP - FN´s fødevareprogram 
  • UNFPA – FNs Befolkningsfond
  • UNEP - FNs miljøprogram
  • UN Women - styrkelse af ligestilling

se billeder fra byggeriet