Guidede rundvisninger

 

Få indblik i By & Havns udviklingsområder Nordhavn og Ørestad. Vi tilbyder guidede rundvisninger for faglige grupper af arkitekter, planlæggere, myndigheder, virksomheder o.lign.

Herudover arrangerer By & Havn hvert år et antal gratis guidede busture, sejlture og gåture i Nordhavn og Ørestad for offentligheden. Disse arrangementer annonceres her på hjemmesiden samt i relevante medier. Private grupper, foreninger, skoleklasser m.v. henvises til Dansk Arkitektur Centers hjemmeside og Visit Copenhagens hjemmeside, som begge tilbyder guidede ture i København.

Ørestad


Vedtagelsen om at bebygge det 310 hektar store Ørestadsareal på Vestamager kom i 1992. Tre år senere lå masterplanen fast, og i 2001 åbnede det første byggeri. I 2002 begyndte Metroen at køre 24/7 og standse ved seks stationer i Ørestad, og siden er byudviklingen gået rigtig stærkt. I dag bor der ca. 11.500 beboere og mere end 22.000 går på arbejde hver dag i bydelen. Samtidig studerer mere end 20.000 på bydelens to universiteter. 

Ørestad består af fire kvarterer, og udviklingen de seneste par år er især sket i Ørestad Syd, som primært udvikles som boligby. Her bygges både etagebyggerier og town houses, og kvarteret er særlig kendt for Copenhagen Arena, som med sine ca. 16.000 siddepladser er vært for store koncerter og sportevents. Det er også i Ørestad Syd, at den verdensberømte danske arkitekt Bjarke Ingels har stået bag 8TALLET – et byggeri med 474 boliger, som nærmest fungerer som en lille landsby i kvarteret. 

Ørestads beliggenhed er unik i forhold til storbyen København. I kraft af Metroen kan man være i København City på få minutter og i Københavns Lufthavn på samme tid. Samtidig er Ørestad omkranset af den 3.500 hektar store Naturpark Amager med fantastiske rekreative muligheder. 

Ørestad er også en erhvervsby med rigtig mange arbejdspladser. Virksomhedsdomicilerne og udlejningsbyggerierne nyder godt af placeringen mellem lufthavnen og city. 

Rundvisningerne starter med en præsentation af bydelen ved den store bymodel af Ørestad - placeret i Hotel Cabinn i Ørestad City. 

Herefter viser guiden rundt i området – på gåben og/eller metro – og viser områdets spændende arkitektur og byrum. Det er muligt at gennemføre rundvisningen i området i bus eller på cykel. Ønskes anden transportform end gåture skal man selv arrangere dette. Dette kan drøftes nærmere ved indgåelse af aftale om guide.

Pris: kr. 1900,- excl. moms. Incl. metrobilletter til alle deltagere. Max deltagerantal: 25.




Nordhavn


Indtil 2014 lå store dele af Nordhavn bag et stålhegn, fordi det meste af området havde status som frihavn. Københavnerne havde ganske enkelt ikke adgang til et af de mest attraktive arealer i København. I dag bor der mere end 2.000 mennesker i Århusgadekvarteret i moderne, attraktive boliger, der ligger side om side med de historiske, industrielle bygninger, som har præget området frem til for få år siden. Udviklingen af Nordhavn bærer Københavns maritime og industrielle historie i sit hjerte. 

Den 250 hektar store Nordhavn er kendetegnet ved at have vand på tre sider. I dag er området allerede indrettet med mange havnebassiner og lange moler, der har gjort det nemt for de store skibe at lægge til, og i kraft af byudviklingen ændres dele af strukturen, så der bliver yderligere let adgang til vandet, idet nye kanaler graves og nye øer opfyldes. 

I Århusgadekvarteret startede indflytningen i 2015, og beboerne lever i et bæredygtigt bykvarter, der er præget af hyggelige pladser og havnepromenader. I kraft af en særlig strategi for detailhandlen er de første restauranter, caféer, specialbutikker og supermarkeder åbnet i stræderne, og Københavns Kommune har etableret et havnebad ved Sandkaj.

Rundvisningerne starter i By & Havns udstilling ”Himmel og hav!”. Få overblikket ved de store bymodeller og hør om den spændende udvikling og forvandling af Nordhavn fra industrihavn til by. Herefter viser guiden rundt i området – på gåben – og fortsætter fortællingen om den spændende udvikling af bydelen. 

Det er muligt at gennemføre rundvisningen i området i bus eller på cykel. Ønskes anden transportform end gåture skal man selv arrangere dette. Dette kan drøftes nærmere ved indgåelse af aftale om guide. 

Pris: 1900 kr. excl. moms. Max deltagerantal: 25.